Stearinlysfabrik brænder i Smørum

Stearinlysfabrikken Cidex i Smørum brænder. Politi og brandvæsen er på stedet.

Arkivfoto Foto: TV2/Lorry

Der er tirsdag formiddag udbrudt brand på Stearinlysfabrikken Cidex på Hassellunden i Smørum ved Ballerup.

- Vi modtager meldingen klokken 8.58, og vi er på stedet nu sammen med brandvæsnet, fortæller vagtchef Bruno Witting-Hansen fra Nordsjællands Politi.

Politiet meddeler, at ingen personer er i fare men, at bygningen er i fare for at styrte sammen.

Branden er så kraftig, at brandvæsnet i Egedal Kommune ikke selv kan håndtere den.

- Der er tilkaldt brandvæsen fra Fredensborg og fra Frederikssund, og Beredskabsstyrelsen er også til stede, fortæller Palle Jørgensen.

Branden er opstået i en hal, og brandfolkene kæmper for at få branden under kontrol. Blandt andet forsøger man at undgå, at branden breder sig til en lagerbygning.

- Væggene i hallen giver efter, og der er fare for, at det hele styrter sammen, fortæller Palle Jørgensen.

Politiet kan endnu ikke sige noget om, hvordan branden er opstået.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik