Statsministeren reagerer på voldssager i TV 2 Lorrys område: "Helt uacceptabelt"

Det gør mig så utroligt vred, skriver statsminister Mette Frederiksen (S) om de overfaldssager i hovedstadsområdet, TV 2 Lorry de seneste dage har skrevet om.

Den seneste uges sager med umotiverede overfald og gruppevold begået af og mod unge får nu statsminister Mette Frederiksen (S) til at reagere.

På sin facebookside kalder statsministren sagerne for uacceptable.

- Det gør mig så utroligt vred, når jeg hører om flere sager med unge mennesker, der brutalt bliver overfaldet, skriver hun.

Hun henviser til tre sager fra TV 2 Lorrys område fra denne uge. Den ene omhandlende den 19-årige gymnasieelev Lauritz, der blev overfaldet i Indre København, den anden omhandlende en 16-årig dreng, der blev overfaldet på Hillerød Station, og en tredje sag om en 17-årig pige, der blev trampet på af fire drenge i Helsingør.

- Det er helt og aldeles uacceptabelt. Vi skal trygt kunne sende vores unge mennesker med toget om aftenen. Og de skal trygt kunne bevæge sig rundt efter mørkets frembrud, skriver Mette Frederiksen.

Lauritz Wind blev overfaldet i Københavns indre by, nu er det nok lyder det fra Lauritz mor

Statsministeren foreslår dog ikke noget konkret tiltag, der skal afhjælpe problematiken, mens hun heller ikke skriver noget om, hvorvidt hun agter at gøre noget ved det.

Ifølge de seneste tal fra Danmarks Statistik har antallet af voldsofre siden 2015 været stigende på landsplan.

Tallene kan dog også være et tegn på, at flere anmelder voldsepisoder end tidligere, men i maj 2019 kom det frem, at mere end 1.000 voldssager i København end ikke var blevet begyndt efterforsket - et tal der var dobbelt så høj som året forinden.

Statsminister Mette Frederiksen (S) linker i sit opslag ind til artiklen om overfaldet på den 19-årige Lauritz, hvis mor, Karina, engagerede sig i debatten på baggrund af overfaldet mod sønnen.

Formålet med opråbet var netop at få politikere til at reagere.

- Vi skal have politikerne og borgmesteren i København til at gøre noget, udtalte Karina Lindboe Wind til TV 2 Lorry.

- Der skal sættes overvågningskameraer op, mere politi i gaden eller privat vagtværn, eller forældreovervågning. Hvad som helst, der kan hjælpe til at få stoppet denne her vold.

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik