Stærke efter oprør: Nu skal vi samarbejde

Trods hårde beskyldninger undervejs, er de to socialdemokratiske kandidater i Køge nu enige om at samarbejde.

Selv om retorikken har været skarp i kampen om at blive Socialdemokraternes spidskandidat til kommunalvalget i Køge i 2013, prædiker begge kandidater nu fællesskab og kampånd.
     
Det blev borgmester Marie Stærke (S), der med 197 stemmer vandt urafstemningen mod partiets politiske ordfører Thomas Kielgast, der fik 165 stemmer.
     
- Det er aldrig sjovt at tabe, og jeg er jo en gammel sportsmand. Men jeg er hverken sur eller skuffet, jeg er bare lidt ærgerlig, siger Thomas Kielgast.
     
- Men i morgen skal vi igen spille på samme banehalvdel.
     
I valgkampen har han beskyldt ledelsen i partiet for nepotisme og udemokratisk adfærd, og de hårde ord står han stadig ved.
     
- Der er ikke noget af det, jeg har sagt, der er forkert. Men jeg er også sikker på, at partiet vil tage ved lære af det, og at mange af de ting, jeg har talt for, vil blive indarbejdet, siger Thomas Kielgast.
     
Han lykønskede Marie Stærke med sejren og fortalte, at hun også kan regne med hans opbakning fremover. Hans egen rolle i partiet vil dog blive "lidt mere tilbagetrukket".
     
Til gengæld kan Marie Stærke fortsætte ved roret hos Socialdemokraterne - dog ikke med en jordskredssejr.
     
- Jeg skal ikke tolke på resultatet. Jeg kan bare konstatere, at flertallet støtter den linje, jeg har lagt, siger Marie Stærke.
     
Hun frygter ikke, at valgkampen og den interne splid i partiet vil gå ud over samarbejdet.
     
- Der skal to til at danse tango, og jeg har hørt fra dem, der ikke stemte på mig, at de anerkender resultatet, og at det nu handler om at kæmpe i fællesskab, siger hun.
     
- Det vil jeg i gøre, og det forventer jeg også, at de andre vil.
     
Marie Stærkes sejr betyder, at hun er Socialdemokraternes spidskandidat ved kommunalvalget i 2013.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik