Spildevand koster hundredevis af havørreder livet

Et strømnedbrud på Usserød rensningsanlæg har kostet flere hundrede havørreder livet.

Strømnedbruddet bevirkede, at store mængder urenset spildevand er ledt ud i Usserød og Nive Å, hvor det har kvalt stort set alt liv - heriblandt skaller, brasen, ål og ikke mindst hundredvis af havørreder, som var trukket fra havet og ind i åen for at gyde.

Strømnedbruddet ramte lokalområdet fredag aften, og det betød, at renseanlægget lukkede fuldstændigt ned. Af uvisse årsager modtog renseanlæggets vagt ingen alarm om strømnedbruddet, ligesom anlægget ikke genstartede automatisk, da strømmen kom tilbage.

På grund af høje omkostninger har Hørsholm Vand aldrig investeret i et nødstrømsanlæg.

- Indtil videre har vi ikke fundet, at det er nødvendigt. men det er helt klart noget, vi må revurdere efter den hændelse, der er sket. Jeg kan kun beklage det, siger direktør for Hørsholm Vand, Tina Otterstrøm, til TV2/LORRY.

I sagens natur er de lokale lystfiskere frustrerede over hændelsen.

- Det er surt show. Især nu, hvor vi har gået og lavet gydebanker for at lave åen fin til fiskene, siger formanden for Nive Å Lystfiskerforening, Carsten Ryby.

Igennem flere år har opsynsmanden ved Usserød Å, Christian Lohmann, arbejdet frivilligt for at sikre havørrederne de bedste betingelser.

- Det er jo ligesom spild af tid, når man på en nat kan slå hele åen ihjel, siger Christian Lohmann, til TV2/LORRY.

På grund af vandgennemstrømningen i åen er de store mængder urenset spildevand nu skyllet væk.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik