Sommerkolonier i opråb: 1.000 børn risikerer at få aflyst deres tur

Københavns Lærerforenings Kolonier mangler hænder som aldrig før. Det drejer sig både om køkkenpersonale og pædagogiske medarbejdere.

Det er en berørt personaleansvarlig, TV 2 Lorry møder fredag formiddag. 

Gitte Nemholt har ansvaret for at finde personale til Københavns Lærerforenings sommerkolonier, som cirka 4.000 skolebørn hvert år deltager i. 

Men i år mangler der i den grad hænder.

Manglende personale er et tilbagevendende problem på kolonierne, men i år er det ekstra svært.

- I år er det helt sort. Vi syntes, at vi manglede meget personale i 2018, hvor vi manglede hænder til 20 hold. I år mangler vi at få besat 245 stillinger til 26 hold. Man mister næsten helt kampgejsten. Men det skal lykkes at få kolonierne op at stå, siger Gitte Nemholt.

Som situationen er lige nu, står 1.000 børn til at få aflyst deres tur, og det er en tanke, Gitte Nemholt ikke kan bære:

- Sommerkolonierne betyder enormt meget for de her børn. For nogen er det den eneste aktivitet, der sker i løbet af sommeren. For andre har de opbygget et netværk, som de mister, hvis de ikke får mulighed for at gense deres kammerater på sommerkolonien, siger hun.

(Artiklen fortsætter efter faktaboksen.)

Antal medarbejdere, der mangler:

Uge 26: 40 pædagogiske medarbejdere og 38 køkkenmedarbejdere


Uge 27: 7 pædagogiske medarbejdere og 5 køkkenmedarbejdere


Uge 28: 9 pædagogiske medarbejdere og 12 køkkenmedarbejdere


Uge 29: 8 pædagogiske medarbejdere og 7 køkkenmedarbejdere


Uge 30: 21 pædagogiske medarbejdere og 9 køkkenmedarbejdere


Uge 31: 44 pædagogiske medarbejdere og 45 køkkenmedarbejdere

Helt konkret mangler Københavns Lærerforenings Kolonier både køkkenpersonale og pædagogisk personale, og der er kun få krav, man skal opfylde for at kunne blive ansat.

- Man skal have lidt erfaring. Hvis man skal arbejde i køkkenet, skal man have lidt storkøkkenerfaring, og hvis man skal arbejde med børnene, er det også godt med lidt erfaring. Man behøver dog ikke at have nogle papirer på, at man for eksempel er uddannet skolelærer eller pædagog, forklarer Gitte Nemholt.

Arbejdet er lønnet, og man skal kunne arbejde i minimum én uge i løbet af sommeren.

Lige nu mangler der flest hænder i uge 26, 30 og 31.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik