Sommerhussalg er vildt populært under corona-krisen

Boligmarkedet er præget af usikkerhed under coronakrisen, men sommerhusene er i høj kurs.

Kan vi ikke solbade i Frankrig eller snorkle i Sydthailand - så kan vi da i hvert fald tage i sommerhus.

Danskere med ekstra penge på lommen satser tilsyneladende på ferie i det hjemlige.

For mens boligmarkedet generelt ligger ret stille på grund af corona-krisen, så går det strygende for den del af markedet, der handler om sommerhuse.

Økonomiske kriser påvirker altid boligmarkedet - men corona-krisen er anderledes. For hvor det under andre kriser er sommerhusmarkedet, der er blevet ramt først, så ser det omvendt ud nu.

Det oplyser Nybolig, som har analyseret, at hvert fjerde boligsalg i øjeblikket er et sommerhus.

Krisen ændrer det normale

Det er særligt de mindre og billige sommerhuse, der er eftertragtede. Opgørelsen over salget er gennemført i uge 19, og når hvert fjerde salg er et sommerhus, så er det et historisk højt tal

- Vi befinder os i en usædvanlig tid, hvor sommerhusmarkedet er driveren på boligmarkedet. Sommerhusene plejer at være den sidste boligtype, der oplever fremgang, fordi det som udgangspunkt er en undværlig luksus, men corona har ændret fuldstændig på, hvad der er normalt på boligmarkedet, siger Peter J. Mattsen, der er direktør i Nybolig.

Ikke helt overraskende er det de manglende muligheder for at rejse på ferie i udlandet, der får ansvaret for det blomstrende sommerhussalg.

For mens Danmark er under langsom genåbning, så er der stadig ingen meldinger om, hvornår det igen vil kunne lade sig gøre at pakke familien og rejse på ferie. Her bliver sommerhusene så løsningen.

- Jeg tror, de fleste af os har indset, at den eksotiske sommerferie nok ikke bliver til noget, så udsigten til at eje et sommerhus bliver lige pludselig langt mere attraktiv, også i et længere perspektiv, fordi begrænsningen af vores bevægelsesfrihed ikke har en fast slutdato, siger Peter J. Mattsen.

De små er de mest populære

Ifølge ejendomsmæglerkæden, der hører under Nykredit, så er det mindre sommerhuse til under en million kroner, der er mest populære.

De udgør nemlig hele 43 procent af det samlede sommerhussalg.

- Vi ser mange nye sommerhusejere, og derfor er der selvfølgelig også en økonomisk begrænsning, som vi skal forholde os til, men flere af vores sommerhusmæglere melder også om interessen for at gøre sommerhuset til et projekt, som familien kan bruge tid på, og derfor gør det åbenbart ikke noget, at huset skal renoveres eller udbygges, siger Peter J. Mattsen.  


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik