Sommerhuse bliver rippet som aldrig før

Antallet af indbrud i sommerhuse er steget med 91 procent de sidste fem år. Danskerne er for dårlige til at sikre deres boliger, siger ekspert. Det skriver metroXpress

En branche er ikke ramt af krise og stigende arbejdsløshed. Det gælder indbrudstyvene, der har mere travlt end nogensinde.
Antallet af indbrud i sommerhuse er steget med 38 procent fra 2008 til 2009. Set over de sidste fem år fra 2005 til 2009 er stigningen på hele 91 procent. Det viser nye tal fra Forsikring & Pension, skriver metroXpress.
»Indbrudstyvene er på spil som aldrig før i øjeblikket. Især uden for weekender og ferieperioder står mange sommerhuse tomme, og det giver tyvene gode arbejdsbetingelser,« siger chefkonsulent Christian Skødt, Forsikringsoplysningen til avisen.
Endnu værre ser det ud med tallene for, hvor meget der bliver stjålet i folks
sommerhuse. Fra 2005 til 2009 er erstatningerne steget med 120 procent. Det skyldes, at danskerne i stigende grad har værdier liggende i sommerhusene:
»Flere har fået fladskærme, gode musikanlæg og dyre møbler i deres sommerhus. Det har indbrudstyvene nu for alvor fundet ud af,« siger Christian Skødt til metroXpress.
Karsten Nielsen, der er specialkonsulent i Det Kriminalpræventive Råd, mener at danskerne generelt er for dårlige til at sikre deres boliger.
»Det er en alvorlig udvikling, at der er sket en så markant stigning. En del af forklaringen er, at danskerne ikke har nogen særlig tradition for at sikre sig,« siger Karsten Nielsen til metroXpress.

Fakta:
Indbrud i sommerhuse:
2009: 6.710
2008: 4.856
2007: 3.898
2006: 3.149
2005: 3.510

Erstatninger:
2009: 77,1 mio.
2008: 63,3 mio.
2007: 51,0 mio.
2006: 42,7 mio.
2005: 35,0 mio.

Undgå indbrud:
Et ubeboet sommerhus er den ideelle arbejdsplads for indbrudstyven. Men du kan gøre meget for at undgå ubudne gæster:
o Tag værdifulde ting med hjem (for eksempel fladskærm og musikanlæg).
o Træk gardinerne fra, og lad skabene stå åbne, så det er tydeligt, at der ikke er noget at komme efter.
o Montér dobbeltlåse på dørene.
o Lås haveredskaber inde (de kan bruges som værktøj).


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik