Solgte bygninger giver penge til renovering

Det er altid skønt pludselig at komme uventet til penge, og det er netop, hvad der er sket for Københavns Kommune. Alene i 2013 har kommunen tjent 132 millioner kroner på at sælge kommunens gamle bygninger og grunde. Det skriver metroxpress.

»Der er blevet solgt ekstraordinært meget sidste år, og som budgetaftalen antyder, skal indtægterne bruges til at renovere idrætsanlæg,« siger kulturborgmester Carl Christian Ebbesen (DF) om den massive investering, der nu kan lade sig gøre, til metroxpress.

Flere steder kommer der nye kunstgræsbaner, og omklædningsrum renoveres over hele byen, mens blandt andet Brønshøj Sportshal, Sundby Stadion og Valby Stadion bliver gjort tidssvarende.

»Man kommer til at opleve, at de gamle idrætsanlæg vil fungere bedre, samtidig med at der også kommer nye anlæg til,« siger borgmesteren og fremhæver især Genforeningspladsen i Nordvest, hvor der både kommer kunstgræsbaner og en ny udendørs skøjtebane.

Desuden indføres nøglekort ved flere haller, så borgerne også kan bruge dem uden for normal åbningstid. Som metroxpress før har skrevet, er Københavns idrætsfaciliteter både nedslidte og under stort pres fra de mange borgere, der gerne vil dyrke idræt. Men pengeposen fjerner dog ikke helt efterslæbet, siger borgmesteren.

»Vi er kommet et rigtig langt stykke, men det er ingen hemmelighed, at København er underforsynet med idrætsfaciliteter. Men det er et kæmpeskridt, og vi er ikke færdige endnu,« siger Carl Christian Ebbesen til metroxpress.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik