Socialdemokraterne kræver en fast politistation på Nørrebro

En teenagedreng er blevet varetægtsfængslet efter weekendens voldsepisode i Folkets Park på Nørrebro. Socialdemokraterne kræver en fast politistation i bydelen.

En park på Indre Nørrebro i København er kommet i søgelyset efter et brutalt knivoverfald i weekenden, hvor fire jyske turister blev hevet ud af deres Mercedes og overfaldet af en gruppe på 10-12 personer - formentligt teenageknægte fra kvarteret.

Tirsdag blev en 16-årig dreng, som er kendt i lokalmiljøet omkring Folkets Park, sat bag lås og slå efter et lukket retsmøde i Københavns Byrets dommervagt. Han skal foreløbigt sidde varetægtsfængslet i 13 dage.

Politiet mener, at han var med til den grove voldsepisode lørdag eftermiddag, hvor de fire sagesløse ofre blandt andet blev slået og sparket.

- Det drejer sig om fire personer fra Jylland, der er i byen, og som forvilder sig ind i området, fortæller politikommissær Knud Hvass fra Københavns Politi til Ritzau.

Det har tidligere været fremme, at de fire jyder var i København for at gå til koncert. I stedet endte turen på hospitalet.

Værst gik det ud over en 22-årig mand, som blev såret af flere knivstik. Manden blev stukket i bryst og maveregion, og det resulterede i indre blødninger og en sammenklappet lunge.

Knivstikkeriet sætter atter engang et ubehageligt fokus på Indre Nørrebro, som tørster efter en politistation med en fast styrke af betjente. Det mener Socialdemokraterne i København.

- En lokal politistation vil være en permanent løsning, som skaber tryghed og løser mange af Nørrebros store problemer med kriminalitet, siger socialordfører Lars Aslan Rasmussen (S), som har boet hele sit liv i bydelen.

Det ville være allerbedst at placere den i nærheden af Blågårds Plads og Folkets Park, mener han.

For parken er berygtet som et sted, hvor der finder åbenlys hashhandel sted, og hvor flere tilfældige forbipasserende er blevet overfaldet de seneste år.

- Men jeg har hørt, at man ikke vil placere politistationen der, fordi det er for farligt, siger Lars Aslan Rasmussen.

- Men det holder jo slet ikke i et retssamfund. Så har gadens parlament taget over, tilføjer han.

Folkets Park ligger mellem Blågårds Plads og de gule murstensmure, som omkranser bydelens berømte Assistens Kirkegård. I området bor der mange studerende og børnefamilier.

Den er desuden tilholdssted for den såkaldte Blågårds Plads-gruppe - en gadebande, der i længere tid har været i konflikt med blandt andre rockerne i Hells Angels.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik