Snevejr på vej: Her er der størst chance for, at det lægger sig

Midtsjælland og det centrale Nordsjælland har størst mulighed for at få en god omgang sne i løbet af onsdagen.

Efter et par usædvanligt milde vintre de seneste år, er det efterhånden blevet en sjældenhed at se sne på vores breddegrader i TV 2 Lorrys område.

Men i nat begynder sneen at falde over Nordsjælland, hovedstadsområdet og Midtsjælland, og onsdag morgen kan man flere steder stå op til et hvidt snedække.

Der, hvor der er størst mulighed for, at der kan komme sne, det er inde i landet, hvor der også er lidt højdeforskelle, fortæller TV 2 Vejrets meteorolog Sebastian Pelt.

- Roskilde og Lejre er ikke dårlige bud, og hvis man tager et strøg mod nordøst i retning af det centrale Nordsjælland, så er der også gode muligheder for sne i for eksempel Hillerød, Allerød og oppe omkring Gribskov, fordi vinden blæser fra nordøst.

quote Alle skal nok få sne at se i hovedstadsområdet, men der bliver forskel på, hvordan det ser ud i landskabet

Sebastian Pelt, meteorolog, TV 2 Vejret

- Når man er så tæt på nulpunktet, så betyder det meget, om man bor tæt ved vandet eller bor 100 meter oppe. Det tænker vi ikke over til dagligt, men de små højder kan pludselig gøre en stor forskel, forklarer Sebastian Pelt.

Regn over København

Snevejret starter i nat og varer ca. et døgn. Men i løbet af onsdagen går det mere over i regn – i hvert fald over København.

- I København, tror jeg, man kommer til at kigge langt efter sne. Det kan godt være, det lægger sig som et tyndt lag på bilerne og græsset, men det er noget, der smelter ret hurtigt. Desuden skal man heller ikke regne med så meget sne ved kysterne, så ved for eksempel Stevns og Køge Bugt er der for meget indflydelse fra havet, så de steder får mindst sne, lyder det fra Sebastian Pelt.

Realistisk set er det maksimalt 5-10 centimeter sne, der kan falde, fortæller meteorologen, men det kan komme til at føles som meget, fordi der stort ikke var sne i løbet af sidste vinter.

- Man skal huske på, at det i sig selv slet ikke er et usædvanligt snevejr, der er på vej. Det er bare gået hen og blevet usædvanligt, fordi vi ikke har haft sne siden januar 2019. Så det kan godt føles som meget i forhold til det, vi har vant til de seneste år, men historisk set er det jo ingenting, siger Sebastian Pelt.

Hvis du er meget glad for sne, så kommer du nok til at misunde nordjyderne, der får mest kulde, som gør, at sneen bliver liggende længere tid.

- Alle skal nok få sne at se i hovedstadsområdet, men der bliver forskel på, hvordan det ser ud i landskabet. Kører du rundt i Storkøbenhavn vil det starte med sorte, våde veje, men når du kommer ud af byen og kører mod Roskilde eller Hillerød, så kan det i løbet af korte afstande lige pludselig blive hvidt.

Kan give trafikale udfordringer

Og vejrskiftet kan også give en øget risiko for trafikale udfordringer i morgentrafikken onsdag, især hvis vejret lige bliver en grad koldere end forventet.

- Det er en usikkerhed, som godt kan være udslagsgivende. Men det er også vigtigt at understrege, at der ikke er tale om en snestorm, for der kræver det, at sneen fyger. Den sne, der kommer, vil nok være meget tung og klæbrig som tøsne, siger Sebastian Pelt.

- Men uanset hvad, så er det en god ting, hvis man har husket at skifte til vinterdæk, for der skal ikke så meget til, før vejene bliver glatte, afslutter han.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik