Snestorm har kurs mod Lorryland

DMI forventer, at der onsdag vil falde mellem 10 og 15 cm sne på 6 timer.

Det er tid til at hive kælken frem fra skuret og elefanthuen ned fra loftet, for decembers første dag bringer en massiv omgang hvidt nedbør med sig.

Og det har kurs lige mod TV 2 Lorrys sendeområde. Det skriver Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) nu i et varsel om snestorm flere steder i landet.

Snestormen rammer onsdag formiddag klokken 10.00 og varer frem til klokken 21.00, vurderer DMI.

Det er især Nordvestsjælland, Nordsjælland, Lejre, Frederikssund, Holbæk, Allerød og Hørsholm, der kan forvente en dag med store mængder sne.

DMI forventer, at der vil falde mellem 10 og 15 cm sne på 6 timer og sammenlagt 10 til 20 cm i det varslede tidsrum.

'Snestorm medfører hurtig lukning af udsatte veje pga. fygning og dannelse af snedriver, nedsat sigt samt risiko for standsning af kollektiv trafik,' skriver DMI.

Politi med opfordring

Og varslet har da også fået både Midt- og Vestsjællands Politi og Beredskabsstyrelsen til at opfordre trafikanter til at være særligt varsomme, når de bevæger sig ud på vejene onsdag.

- I Danmark oplever vi typisk en-to gange om året snefald, der er så kraftigt, at det kan give væsentlige problemer for trafikken og risiko for sammenstyrtninger. Det er som udgangspunkt bedst at udsætte rejser under en snestorm. Hvis du skal ud, bør du forberede dig, så du ikke kommer i problemer, skriver Beredskabsstyrelsen.

Styrelsen kommer samtidig med tre gode tips, til hvad trafikanter kan gøre.

Dem kan du læse i faktaboksen nedenfor.

Det kan du gøre

  1. Hold dig orienteret
    Tjek myndighedernes hjemmesider og medierne – hold øje med, hvordan vejret udvikler sig, og om myndighederne fraråder færdsel udenfor.

  2. Tag af sted i god tid
    Hvis du skal med bus, tog, færge eller fly, så vær opmærksom på aflysninger og tag af sted i god tid. Hvis du er i bil, så sørg for, at du har nok brændstof på bilen og undgå veje, der ikke er ryddede.

  3. Forbered dig, hvis du skal ud
    Medbring varmt tøj, måske noget ekstra mad og drikke og en mobiltelefon med fuldt opladt batteri, hvis du skulle sne inde.

    Kilde: Beredskabsstyrelsen

_


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik