Oversigt

Seneste nyt

Sne og kulde kan give problemer i morgentrafikken

Danmarks meteorologiske Institut (DMI) anbefaler morgentrafikanter at køre i god tid mandag.

Et lavtryk med sne bevæger sig natten til mandag ind over Danmark til gene for morgentrafikken ifølge DMI.

Bilister kan mandag morgen opleve pletvise rim- og sneglatte veje. Derfor anbefales morgenbilister at tage afsted i god tid.

Søndag har et lavtryk sydøst for Falster trukket snebyger ind over dele af landet. Det samme lavtryk forventes ifølge DMI at bruge natten til mandag på at bevæge sig nordpå mod Kattegat.

Dermed kan det give snebyger til større dele af landet mandag.

- Natten til mandag bevæger lavtrykket sig mod nord op mod Kattegat, og giver sne og snebyger til en stor del af landet, skriver DMI.

- Mandag ligger lavtrykket stadig i vores nærområde og ser fortsat ud at give snebyger til landet, og med temperaturer mellem frysepunktet og fire graders varme, bliver en del af sneen fortsat liggende.

DMI har dog ikke noget varsel om voldsomt eller farligt vejr.