Smitten stiger fortsat: Frederiksberg rykker endnu et skridt nærmere nedlukning

Ni ud af de ti kommuner med det højeste testkoorigerede incidenstal er kommuner fra TV 2 Lorrys sendeområde.

Smitten er fortsat stigende i Frederiksberg Kommune, der igen torsdag har landets højeste testkorrigerede incidental.

Det viser torsdagens corona-opgørelse fra Statens Serum Institut.

Torsdag er det testkorrigerede incidental i Frederiksberg Kommune 216, det er en stigning fra onsdag, hvor tallet var 200. For en uge siden var tallet blot 160.

Et politisk flertal i Folketinget har besluttet, at en kommune automatisk bliver lukket ned, vis smittetrykket overstiger en hvis grænse.

Den grænse er sat til 250 smittede per 100.000 indbyggere om ugen, når der justeres for, hvor mange der bliver testet.

Ved en automatisk nedlukning er kommunalbestyrelsen forpligtet til at meddele påbud om lukning af institutioner, skoler og videregående uddannelser ligesom de er forpligtet til også at lukke blandt andet liberale serviceerhverv, serveringsteder, storcentre og udvalgsbutikker. 

Torsdagens tal viser, at smittetrykket ikke skal stige meget mere i Frederiksberg Kommune, før en automatisk nedlukning bliver en realitet, som man for eksempel tidligere har set i Hørsholm Kommune.

Artiklen fortsætter under faktaboksen.

Hvad er testkorrigeret incidens?

  • For at kunne beregne en mere ensartet smitteforekomst af covid-19 på tværs af kommunerne, bør der tages højde for den aktuelle testaktivitet i den enkelte kommune. Derfor har en ekspertgruppe udviklet en model, hvor der kan korrigeres for testaktiviteten på den enkelte kommunes smitteniveau.

  • Den testkorrigerede incidens tager højde for, hvor mange der er testet i kommunen - ikke kun hvor mange der er smittet.

  • Tallet viser altså, hvor mange personer der er smittede per 100.000 indbyggere, når der tages højde for antal testede personer i kommunen. Det betyder, at de kommuner, der tester mange og derfor også registrerer flere positive, får korrigeret deres incidenstal.

  • Rammer en kommunes testkorrigerede incidenstal 250, vil kommunen automatisk blive lukket ned.


Kilde: Statens Serum Institut

Bekymret borgmester

Allerede onsdag havde Frederiksberg Kommune landets højeste testkorrigerede incidenstal. Og det bekymrede kommunens konservative borgmester Simon Aggesen.

- Der er ikke noget, vi ønsker os mere end vores normale hverdag, og alle signaler er at samfundet åbner op, men på Frederiksberg er situationen bare en anden, så vi skal være ekstra opmærksomme den kommende tid, sagde han til TV 2 Lorry og fortsætter:

- Vi er snublende tæt på en nedlukning, og vi kan ikke sige at smittetrykket er allokeret til et bestemt sogn, en bestemt skole eller et bestemt boligområde. Det er en general samfundssmitte, og vi kan se, at det typisk er de 20-29-årige samt folkeskoleelever og deres forældre, der driver smitten.

Ni Lorry-kommuner på top ti

Dagens tal fra Statens Serum Institut viser desuden, at ni ud af de ti kommuner med det højeste testkoorigerede incidenstal er fra TV 2 Lorrys sendeområde.

En af de kommuner, der også oplever en kraftig stigning i coronasmitten er Solrød Kommune. Her er det testkorrigerede incidenstal torsdag 175.

Artiklen fortsætter under faktaboksen.

Kommuner med højeste smittetryk

Her er en oversigt over de ti kommuner, der torsdag har de højeste testkorrigerede incidenstal. Tallet i parentes viser incidenstallet dagen forinden:


  • Frederiksberg: 216 (200).
  • Ishøj: 194,9 (188).
  • Solrød: 175,1 (156,5).
  • Brøndby: 169,2 (172,3).
  • København: 160,7 (164,6).
  • Albertslund: 159 (179,7).
  • Vallensbæk: 158 (113,3)
  • Norddjurs: 156,5 (182,1).
  • Rødovre: 151,9 (160,3).
  • Allerød: 151,2 (149).


Kilde: Statens Serum Institut.

I en pressemeddelelse oplyser kommunen torsdag eftermiddag, at smittestigningen hovedsageligt skyldes et større smitteudbrud på Munkekærskolen.

Her er 24 elever i fem forskellige klasser og tre lærere konstateret smittet. Den øvrige smitte er ifølge meddelelsen spredt i hele kommunen og uden sammenhæng til et enkelt udbrud.

Selvom kommunens borgmester Niels Hörup (V) ikke frygter en automatisk nedlukning af hele kommunen på nuværende tidspunkt, så opfordrer han alligevel borgerne til at stramme op.

- Jeg vil derfor gerne appellere til, at vi alle holder fast i sundhedsmyndighedernes retningslinjer og bliver testet regelmæssigt, så vi kan få smitten banket i bund igen. Den testjusterede incidens viser, at vi er rigtig gode til at lade os teste, og det er et vigtigt middel til at bryde smittekæderne hurtigt. Lige nu bliver cirka 1.500 borgere testet hver dag i Falcks to kviktestscentre, og det er rigtig flot, siger han i pressemeddelelsen.

I forbindelse med smittestigningen på Frederiksberg talte TV 2 Lorry onsdag med kommunens borgmester. Se eller gense indslaget her.

Interview med borgmester Simon Aggesen

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik