Smitten går amok: Her er top-10 over kommuner med det højeste smittetryk

Lige nu stiger og stiger antallet af coronasmittede, og alle kommuner på top-10 over det højeste smittetryk i landet ligger i hovedstadsområdet.

Længere nede i denne artikel kan du se en liste over kommunerne med det højeste smittetryk.

616.

Så højt er smittetrykket i Ishøj, der er en klar nummer et over landets kommuner med det højeste incidenstal.

Tallet er langt over den grænse, der tidligere automatisk sørgede for en lokal nedlukning. 

Derfor ser man også med stor alvorlighed på smittetrykket i Ishøj, hvor borgmester Ole Bjørstorp (Ishøjlisten) mandag har haft møde med Styrelsen for Patientsikkerhed, om hvordan man kan få smitten ned.

Det møde førte til, at alle borgere i kommunen opfordres til at blive testet, og fra tirsdag rykker Region Hovedstaden ind med yderligere testkapacitet for at bistå opgaven.

Klar til at justere

Med stigende smitte må man forvente en større tilslutning til at blive testet.

Tidligere i oktober lukkede alle Copenhagen Medicals kviksteststeder ned. Det har dog ikke betydet, at der har manglet testkapacitet rundt i regionen.

Tværtimod fortæller Region Hovedstaden til TV 2 Lorry, at vi fortsat er langt fra at udnytte den nuværende testkapacitet på op til 35.000 daglige PCR-tests, som regionen tilbyder.

- Der er rigelig snor at give af. Styrelsen for Forsyningssikkerhed og de øvrige sundhedsmyndigheder holder løbende øje og er klar til at justere, hvis det er nødvendigt. Men der er elastik at give af, og vi er ikke ved nå at grænsen, siger Pernille Lohse, der er chef for testcenter Danmark i Region Hovedstaden, til TV 2 Lorry.

- Så folk skal ikke være bange for, at de ikke kan blive testet, siger hun.

Som TV 2 Lorry kunne fortælle søndag oplevede flere borgere kø ved testcentrene

Region Hovedstaden oplyser mandag, at man ikke vil kunne undgå kø helt. Men alligevel har Pernille Lohse et par råd til, hvordan man kan undgå kø.

- Vi opfordrer til, at man – uden tidsbestilling – ikke kommer på de tidspunkter, hvor der kan være travlt. Når folk er på vej fra eller til arbejde, så blive de ofte testet, så det er et godt tidspunkt at undgå, siger hun.

Af grafikken nedenfor kan du se, hvilke kommuner der mandag har det højeste smittetryk.