Smitten fordoblet i vestegnskommuner med lav vaccinetilslutning - sådan ser det ud i din kommune

Smitten med coronavirus er steget markant på den københavnske vestegn gennem den seneste uge. Samtidig kæmper mange af vestegnskommunerne med lav vaccinetilslutning. I Brøndby og Albertslund skal et nyt tiltag få flere borgere vaccineret i de kommende uger.

Den københavnske vestegn er i øjeblikket farvet mørkerød på sundhedsmyndighedernes Danmarkskort med overblik over coronasmitten.

Ud af de ti kommuner, der lige nu har flest smittede, ligger otte af dem på den københavnske vestegn.

Samtidig har flertallet af dem den laveste vaccinationstilslutning i landet.

Det gælder eksempelvis Brøndby Kommune, der den seneste uge er gået fra 89 til 113 reelle smittetilfælde. En stigning på knap 27 procent.

Det giver kommunen et testkorrigeret incidental på 368 smittetilfælde, hvilket er det højeste blandt landets 98 kommuner.

Incidenstallet definerer, hvor mange smittede, der er per 100.000 indbyggere. Når det er testkorrigeret betyder det, at tallet også tager højde for, hvor mange der lader sig teste for coronavirus.

- Jeg tror, vi må se i øjnene, at vi har mange borgere, der er kommet tilbage fra ferie, hvor de er blevet smittet, siger Per Jensen (S), der er formand for Social- og Sundhedsudvalget i Brøndby Kommune, til TV 2 Lorry.

- Og så tror jeg også, at der er mange, der tidligere har været smittede, som nu har den opfattelse af, at de er immune. Men det er de altså ikke. Så vores opfordringer er stadig, at man bliver vaccineret, lyder det yderligere fra Per Jensen.

Per Jensen (S) er formand for Social- og Sundhedsudvalget i Brøndby Kommune.
Per Jensen (S) er formand for Social- og Sundhedsudvalget i Brøndby Kommune.
Foto: TV 2 Lorry

Smitten fordoblet i Ishøj og Albertslund

Også Ishøj kæmper med stigende smitte.

For en uge siden havde kommunen 49 reelle smittetilfælde, men siden da er antallet steget mere end 50 procent til 75 smittetilfælde.

Det betyder, at Ishøj Kommune nu har et testkorrigeret incidenstal på 345 smittetilfælde, hvilket er landets næsthøjeste.

Borgmester Ole Bjørstorp (Ishøjlisten) har samme forklaring på stigningen som sin kollega i Brøndby.

- Der er ikke noget smitteudbrud i Ishøj i øjeblikket. Så smitten skyldes alle de udlandsrejser, der har været her i sommer, sagde Ole Bjørstorp lørdag til Ritzau. 

Albertslund Kommune ligger næsten på samme niveau som Ishøj.

På bare én uge er Albertslund gået fra 52 til 80 reelle smittetilfælde, hvilket er en stigning på næsten 54 procent.

Sociale problemer og manglende overskud

Albertslund Kommune har dermed nu et testkorrigeret incidental på 343 smittetilfælde, hvilket er det tredjehøjeste.

Steen Christiansen (S), der er borgmester i Albertslund Kommune, mener også, at en del af forklaringen vaccinationstilslutningen er, at mange har været på ferie.

- Det andet er, at vi har en lang række borgere, der er udfordret socialt på forskellige måder og ikke har overskud til at lade sig vaccinere, siger Steen Christiansen til TV 2 Lorry.

Albertslunds borgmester, Steen Christiansen (S).
Albertslunds borgmester, Steen Christiansen (S).
Foto: TV 2 Lorry

Nedenfor kan du se, hvordan smitten er fordelt i de 34 kommuner i TV 2 Lorrys sendeområde. Artiklen fortsætter under faktaboksen.

Sådan fordeler smitten sig ude i kommunerne i TV 2 Lorrys sendeområde

Her kan du se, hvordan smitten er fordelt i de 34 kommuner i TV 2 Lorrys sendeområde. 

Nummeringen viser, hvordan kommunen placerer sig i henholdsvis TV 2 Lorrys sendeområde og blandt de 98 kommuner på landsplan. 

Tallene efter kolon er det testjusterede incidenstal, hvilket vil sige antal smittetilfælde per 100.000 indbyggere, når der samtidig er taget højde for, hvor mange der har ladet sig teste i kommunen. 

Tallet i parentes viser det reelle antal smittetilfælde de seneste syv dage.

  1. 1. Brøndby: 368 (113)

  2. 2. Ishøj: 345 (75)

  3. 3. Albertslund: 343 (80)

  4. 4. Hvidovre: 304 (144)

  5. 5. Høje-Taastrup: 284 (135)

  6. 6. Rødovre: 258 (88)

  7. 7. Herlev: 237 (58)

  8. 8. Ballerup: 228 (104)

  9. 11. Gladsaxe: 208 (122)

  10. 12. Vallensbæk: 204 (28)

  11. 14. København: 185 (1040)

  12. 15. Greve: 182 (76)

  13. 19. Helsingør: 151 (74)

  14. 20. Glostrup: 151 (30)

  15. 23. Frederiksberg: 147 (127)

  16. 24. Fredensborg: 146 (47)

  17. 27. Tårnby: 134 (50)

  18. 30. Lejre: 132 (32)

  19. 31. Egedal: 128 (50)

  20. 33. Gentofte: 124 (75)

  21. 34. Rudersdal: 123 (55)

  22. 35. Roskilde: 119 (91)

  23. 36. Lyngby-Taarbæk: 119 (54)

  24. 37. Furesø: 119 (43)

  25. 38. Hørsholm: 118 (24)

  26. 39. Dragør: 118 (14)

  27. 50. Køge: 105 (48)

  28. 51. Frederikssund: 104 (36)

  29. 53. Halsnæs: 103 (34)

  30. 67. Hillerød: 84 (38)

  31. 78. Allerød: 69 (14)

  32. 82. Solrød: 61 (12)

  33. 84. Stevns: 56 (9)

  34. 92. Gribskov: 34 (10)


Kilde: Statens Serum Institut, søndag den 15. august, 2021.

Vaccinetilslutning lavest på vestegnen

Lige nu sakker netop Ishøj, Brøndby og Albertslund længst bagud i forhold til kommunernes vaccinationstilslutning.

I Ishøj har knap 61 procent af indbyggerne fået deres første stik, mens 54 procent er færdigvaccinerede.

Ishøj Kommune er dermed den absolutte bundskraber i vaccinestatistikken.

Til sammenligning har 74 procent af hele den danske befolkning fået første vaccinestik, mens 64 procent er færdigvaccinerede.  

- Det har nok også noget at gøre med vores multietniske forhold i kommunen. Der er nogen, der har svært ved at komme ind og bestille tid, sagde Ishøjs borgmester, Ole Bjørstorp, lørdag til Ritzau.

Ishøj Kommune har et af Region Hovedstadens store vaccinationscentre, og fra mandag er det muligt at møde op der og blive vaccineret uden tidsbestilling.

Ole Bjørstorp håber, at det kan få andelen af vaccinerede borgere til at stige.

Pop-up vaccinationssteder som løsning

I Brøndby ligger vaccinetilslutningen på henholdsvis 65 procent for første stik og 59 procent for andelen af færdigvaccinerede. I Albertslund er det 67 procent og 59 procent.

Ifølge Brøndbys social- og sundhedsudvalgsformand Per Jensen har 35 procent af kommunens borgere ikke reageret positivt på den vaccineinvitation, de har fået tilsendt. Til sammenligning ligger procentandelen på landsplan på omkring 26.

For at få flere borgere vaccineret har Brøndby Kommune i samarbejde med Region Hovedstaden og Sundhedsstyrelsen fået lov til at oprette pop up-vaccinationssteder i uge 34 og 35.

Her kan man komme ind i kommunens to kulturhuse og blive vaccineret uden at bestille tid inden. 

Det foregår med Moderna-vaccinen, og samtidig vil man få at vide, hvornår man fire uger senere får sit andet og sidste stik.

- Vi ligger lidt højt i forhold til landsgennemsnittet, så vores håb er, at vi kan få flere borgere til at tilvælge vaccinen, så vi dermed også får færre smittede, siger Per Jensen.  

Vil opsøge boligområder og skoler

I Albertslund Kommune vil man ligeledes forsøge at få flere lokket til at blive vaccineret gennem pop up-vaccinationssteder.

- I stedet for at folk skal tage ud og lade sig vaccinere, så lader vi vaccinerne komme til borgerne gennem de her pop up-vaccinationssteder. Det vil være i boligområder, hvor vi ved, der er en lav vaccinationsrate, og så vil det også foregå uddannelsessteder, hvor vi ved, der kommer mange, siger borgmester Steen Christiansen.

Skal lukke ned, hvis incidenstal når 500

De førnævnte kommuner er dog stadig et stykke vej fra at befinde sig i farezonen for at måtte lukke ned.

Grænsen for, hvornår en kommune automatisk skal lukke, er et incidenstal på over 500. Tidligere gik grænsen ved 300.

For sogne gælder det, at der over en uge skal være over 1000 smittede per 100.000 indbyggere. Tidligere var grænsen 600.

I grafikkerne nedenfor kan du se, hvordan det går med vaccinetilslutningen i din kommune.

_

_


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik