Slovensk chauffør afsløret i fusk med hviletider - nu får han kæmpe bøde

Retten i Roskilde har idømt chauffør og virksomhed store bøder for manipulation med køre- hviletider.

Det blev dyrt for både chauffør og virksomhed, da Midt- og Vestsjællands Politi i december sidste år afslørede fusk med en slovensk lastbils køre- og hviletider.

I torsdags idømte Retten i Roskilde således en slovensk chauffør en bøde på 168.000 kroner og fire års ubetinget frakendelse af førerretten. 

Virksomheden, hvor chaufføren, er ansat, fik en dobbelt så stor bøde - 336.000 kroner. Chauffører og virksomhed har nu 14 dage til at beslutte, om de vil anke sagen.

Politi gruer for konsekvens

Politikommissær og leder af vejsidekontrollen i Midt- og Vestsjællands Politi, Henrik Fobian, er forfærdet over sagen.

- Det er åbenlyst, at det er livsfarligt og uansvarligt have en chauffør kørende på vejene, som ikke får de hvil, han skal have. Man tør næsten ikke tænke på konsekvenserne af, at en lastbilchauffør falder i søvn bag rattet på en motorvej i myldretiden, siger Henrik Fobian i en pressemeddelelse. 

Magnet brugt til fusk

Den slovenske lastbil og chauffør blev standset af Tungvognscenter Øst (TCØ) ved Midt- og Vestsjællands Politi på Køge Bugt Motorvejen tilbage i december sidste år. 

Her kunne betjentene konstatere, at der var pillet ved den såkaldte takograf - den enhed på lastbilen, der måler chaufførens køre- og hviletider. Der blev fundet en magnet i lastbilen, som fik takografen til at registrere hvil, selvom lastbilen drønede rundt på de danske motorveje. 

Ordentlige folk ramt af snyd

Dommen bør sende et klart signal til branchen, mener Henrik Fobian.

- Jeg håber dommen sender et budskab til både vognmænd og chauffører om, at det ikke kan betale sig at manipulere med takografen på denne måde. Der er rigtig mange vognmænd og chauffører, som sætter en ære i at udføre deres arbejde efter de gældende regler. Men de bliver ramt hver gang en virksomhed laver konkurrenceforvridende snyd, siger Henrik Fobian i pressemeddelelsen. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik