Slagsmål om turisterne: Horesta vil begrænse Airbnb - forfejlet kritik, mener værter

Horesta vil begrænse privat udlejning gennem tjenester som Airbnb for at få turisterne til at vælge hoteller.

Selvom de udenlandske turister fra Tyskland, Island og Danmark endnu ikke har fået lov at tage på ferie i Danmark, er slagsmålet om, hvor deres fremtidige penge skal lægges allerede begyndt.

På mandag bliver grænsen åbnet for turister på sommerferie - til stor glæde for blandt andet hotelbranchen, som bløder økonomisk. 

Selv ser brancheforeningen for netop hotel-, restaurant- og turisterhvervet, Horesta, gerne, at hotellerne får al den hjælp de kan få, og det blandt andet gøres ved sætte nye begrænsninger for privates udlejning gennem Airbnb, mener foreningen:

- Vi går allermest op i, hvad det er for nogle tiltag, der bliver taget, som motiverer et forbrug på hoteller og restauranter. Hvis man bruger penge på at motivere, at danskere og turister skal bo ved privat udlejning, så understøtter man ikke danske arbejdspladser, siger Katia K. Østergaard, der er administrerende direktør for Horesta.

Og der er behov for enhver form for mulige tiltag, lyder det fra Horesta:

- Der står tusindvis af medarbejdere over for at miste deres job. Det er så vigtigt, at vi laver tiltag, som understøtter deres beskæftigelse.

Søndag forhandler partierne på Christiansborg om en sommerpakke, som skal hjælpe turismeerhvervene i Danmark. Her har Horesta stillet en række forslag til, hvordan regeringen kan hjælpe turismebranchen. Et af disser er ved at sætte yderligere begrænsninger for privat udlejning.

Horestas forslag:

I dag kan privatpersoner som udgangspunkt udleje deres bolig i op til 70 dage om året, og det skal sænkes til 35 dage for at skabe bedre konkurrencevilkår for hoteller, vandrehjem og så videre - dog skal sommerhuse være undtaget. Det skal desuden være en pligt for de private udlejere at indberette antallet af udlejningsdage og indtægten heraf.

 

Horesta foreslår også at fjerne bundfradraget på 24.000 kroner, der er ved udlejning af privat bolig. Bundfradraget er de penge, som udlejerne ikke skal betale skat af.

 

 

Kilde: Horesta

Katia K. Østergaard, administrerende direktør for Horesta.
Katia K. Østergaard, administrerende direktør for Horesta.
Foto: TV 2 Kosmopol

Airbnb-værter forstår ikke modstanden 

Men Horestas forslag skyder forbi skiven, mener de private udlejere.

Airbnb og hotelbranchen tilbyder nemlig vidt forskellige ydelser og henvender sig til forskellige kundesegmenter, lyder det fra udlejningstjenestens danske værtsklubber.

- Vi synes, det er ærgerligt, at Horesta ikke bakker op om at få flere mennesker rundt om i landet. Hos mig får jeg gæster, der gerne vil bo privat og som gerne vil have en fornemmelse af, at det er hjemligt, og at de kan møde mig og den person, der nu er vært og høre om, hvad der er at se her i området, siger Else Flytkjær, der er talsperson for Airbnb's værtsklubber i København og Aarhus.

Af samme grund har Airbnb-værterne svært ved at følge Horestas kritik:

- Når vi taler med vores gæster, så er det ikke nogen, der ellers ville bo på hotel. De synes, at hoteller er dyre og mindre hyggelige. Så derfor mener vi ikke, at Airbnb ret tit er en konkurrent til hotellerne, men derimod en videreudvikling af markedet. Der er tale om en anden gruppe, som måske ikke var rejst hjemmefra, siger Else Flytkjær.

Else Flytkjær, talsperson for Airbnb's værtsklubber i København og Aarhus.
Else Flytkjær, talsperson for Airbnb's værtsklubber i København og Aarhus.
Foto: TV 2 Kosmopol

Et spørgsmål om arbejdspladser

Horesta er kun delvis enig i, at der er tale om forskellige målgrupper.

- Der er tale om forskellige målgrupper, men ikke vidt forskellige. Vi oplever, at turister i dag både bruger Airbnb, privat indkvartering og hoteller, siger Horestas Katia K. Østergaard.

- Men lige nu er der altså brug for, at vi motiverer til, at turister – og herunder danskere – bor på hoteller og kroer, hvor der er medarbejdere, så vi understøtter den omsætning, der understøtter arbejdspladser.

Socialdemokraternes turismeordfører, Henrik Møller.
Socialdemokraternes turismeordfører, Henrik Møller.
Foto: TV 2 Kosmopol

S har forståelse for Horestas forslag

Der er tale om to forskellige måder at bo på og på den måde to forskellige målgrupper, lyder det fra Socialdemokraternes turismeordfører, Henrik Møller.

Partiet har dog forståelse for hotellernes ønske om enhver form for hjælp.

- Ideen er vel, at så er der kun en overnatningsmulighed. Og så kommer man til at stå i en bedre situation rent konkurrencemæssigt ved, at der ikke er et alternativ til hotellerne. Så det kan jeg – set fra hotellernes side - sådan set godt forstå, siger Henrik Møller (S).

Regeringen fra Socialdemokratiet forhandler sammen med de andre partier i Folketinget søndag en sommerpakke, som skal hjælpe turismeerhvervene i Danmark. Ved artiklens udgivelse er parterne endnu ikke blevet enige om en aftale.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik