Skralder får kassevis af spil: Vil give dem til børnehjem og flygtninge

En virksomhed har givet skralderen Fabian Vennekilde 650 PlayStation- og Xbox-spil. Nu vil han give dem til folk uden de store midler.

Det lader til, at virksomheder nu er begyndt at få øjnene op for Fabian Vennekilde og hans kamp mod spild af forskellige varer. 

Firmaet Aurora Group har nemlig kontaktet den professionelle skralder for at tilbyde ham omkring 650 PlayStation- og Xbox-spil. Spillene skal kasseres, fordi de kun passer til de ældre spillekonsoller som PlayStation III, Xbox 360 og Xbox One.

quote De var meget begejstret for ikke bare at skulle smide spillene ud i containeren

Fabian Vennekilde, professionel skralder

- Jeg har hentet spil for omkring 200.000 kroner, som firmaet ikke selv kan omsætte. De var meget begejstret for ikke bare at skulle smide spillene ud i containeren, og de håber, at spillene kan komme til at glæde folk uden de store midler, siger Fabian til TV 2 Lorry.

(Artiklen fortsætter under fotoet)

Fabian Vennekilde fik flere kasser fulde af spil til Playstation og Xbox.
Fabian Vennekilde fik flere kasser fulde af spil til Playstation og Xbox.
Foto: Privat

Professionel skralder Fabian Vennekilde står bag netværket ”Sammen vender vi strømmen”, og han har ad flere omgange skraldet så store mængder varer, at han har kunne skabe et helt museum i sin lejlighed, samt forære en masse varer væk.

Blandt de omkring 650 spil er der kendte titler som Call of Duty og Fifa.

”Tænk i løsninger”

Det er ifølge Fabian Vennekilde rigtig vigtigt, at virksomhederne begynder at reflektere over, hvad der skal ske med de varer, der skal smides ud.

quote Jeg er bare glad for, at nogle virksomheder er begyndt at tænke sig om og donere ting væk i stedet for at smide det ud

Fabian Vennekilde, professionel skralder

- Man skal tænke i løsninger og overveje, hvad man selv kan gøre i sin egen virksomhed for at ændre det her ressourcespild. Jeg er bare glad for, at nogle virksomheder er begyndt at tænke sig om og donere ting væk i stedet for at smide det ud, siger Fabian Vennekilde.

Containeren er nemlig ifølge Fabian det sted, hvor varerne bare ikke må havne, men når virksomhederne ikke har råd eller ikke prioriterer mindre spild, så er det oftest der, varerne havner.

Hvem skal have spillene?

Fabian Vennekilde har planer om at tage ud til børnehjem og flygtningelejre, da det ofte er disse steder at man har lidt ældre spilkonsoller.

- Spillene skal gives til nogle, der virkelig har brug for dem. Hvis du som enkeltperson også tænker, at du har brug for nogle spil, så kontakt mig og forklar, hvorfor du skal have nogle gratis spil, siger Fabian Vennekilde.

Foruden spil har Fabian Vennekilde for nylig også skraldet varer fra BabySam til en værdi af 15.000 kroner, som han giver væk til folk, der har brug for det.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik