Skralde-blokade endte med håndgemæng

Skraldemændene er sure over fyringen af to kolleger. Remondis vil ikke udtale sig om interne anliggender.

Op mod 30 skraldemænd blokerede mandag formiddag indgangen til Vestforbrændingen i Glostrup og Amager Ressourcecenter på Amager. 

Der skulle være omkring 10 til 15 skraldemænd i civilt tøj ved hver forbrænding. 

Det oplyser en talsmand for skraldemændene til TV 2 Lorry. 

Skraldemændene arbejder for Remondis og har strejket siden torsdag i sidste uge. 

Talsmanden oplyser, at blokaden ophører omkring klokken 10. 

Politiet er ifølge talsmanden mødt op for at tale med de blokerende.  

Københavns Politi oplyser til TV 2 Lorry omkring klokken 10.30, at skraldemændene selv har opløst blokaden. 

Politiet har på Twitter siden oplyst, at blokaden resulterede i et "sammenstød mellem nogle af de tilstedeværende og en person med ærinde på stedet."

Billeder fra stedet viser da også både sammenstød og håndgemæng.

"Det blev hurtigt dæmpet, og blokaden er nu opløst," lyder det.

Artiklen fortsætter efter billederne...

Blokade endte i sammenstød og håndgemæng
Blokade endte i sammenstød og håndgemæng
Foto: Presse-fotos.dk - v/Mathias Øgendal
Blokade endte i sammenstød og håndgemæng
Blokade endte i sammenstød og håndgemæng
Foto: Presse-fotos.dk - v/Mathias Øgendal

Utilfredse med fyring af kolleger

Talsmanden, der ikke vil oplyse navn, oplyser, at de strejkende skraldemænd er utilfredse med "fyringen af to kolleger", "dårlige arbejdsforhold" og "trusler fra ledelsen."

Remondis oplyser til TV 2 Lorry, at man ikke vil udtale sig om interne forhold i pressen. 

I sidste uge oplyste Remondis til TV 2 Lorry, at man forventede, at skraldemændene ville genoptage arbejdet mandag morgen.

Det er altså ikke tilfældet. 

Arbejdsnedlæggelsen rammer følgende kommuner, hvor der ikke vil blive samlet skrald: Brøndby, Gladsaxe, Gentofte, Lyngby, København, Roskilde, Rudersdal og Helsingør.

Talsmanden oplyser, at en kollega blandt andet er fyret efter at have udtalt sig kritisk om ledelsen. Bemærkningerne i den forbindelse var angiveligt så grove, at ledelsen valgte at fyre medarbejderen, oplyser talsmanden. 

En fyring var dog ikke rimelig, mener talsmanden, og derfor vil skraldemændene strejke "indtil fyringerne bliver trukket tilbage," lyder det.  

Tirsdag den 17. juni blokerede flere skraldemænd morgentrafikken i København. Det skyldes, at skraldemændene var utilfredse med deres arbejdsvilkår.

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik