Skandaler, fyringer og hård kritik: Her er de største sager fra kommunerne de seneste fire år

Den seneste valgperiode har budt på en række opsigtsvækkende sager i kommunerne i Lorryland.

Fire år er lang tid i politik, og det er den seneste valgperiode i Lorrylands 34 kommuner et rigtig godt bevis på 

Valgperioden har nemlig budt på en række opsigtsvækkende sager, og mens nogle af dem har været regulære skandaler, så har andre ført til voldsom kritik eller fyringer af nogle af dem, der har været involveret. 

Men mens det er helt naturligt, at der opstår en række opsigtsvækkende sager i løbet af en valgperiode, så er det både sjældent, at vælgerne for alvor straffer dem, ligesom det hører til sjældenhederne, det fører til fyringer, lyder det fra Roger Buch, der er kommunalforsker og lektor ved Danmarks Journalisthøjskole. 

- Når vi har så mange kommuner, så vil der på fire år uundgåeligt være nogle opsigtsvækkende sager. I den her periode har der været nogle rigtig store - eksempelvis fra Greve, hvor kommunaldirektøren brugte kommunens kreditkort som sit eget. Her blev han fyret, men det er generelt set rigtig sjældent, sager i kommunerne fører til fyringer, siger Roger Buch. 

Vælgerne glemmer og tilgiver

En af de andre helt store og opsigtsvækkende sager har handlet om Københavns overborgmester Frank Jensen, der som bekendt måtte gå after en række sager om krænkelser af kvinder over en længere årrække. 

Og netop den sag peger Robert Buch på som et godt eksempel på, det ikke nødvendigvis er ensbetydende med en straf fra vælgerne at blive rodet ind i en skandalesag. 

- Frank Jensen er et godt eksempel på, at vælgerne sagtens glemme og tilgive. Sagen startede jo sådan set helt tilbage i 2011, hvor han som overborgmester var involveret i krænkelser til en julefrokost. Han gik efterfølgende fra 35.000 personlige stemmer til 28.000. Så selvom han mistede 7000, så havde han stadig rigtig mange, siger Robert Buch, der heller ikke vurderer, at Frank Jensens sag om krænkelser fra sidste år vil få indflydelse på antallet af socialdemokratiske stemmer i København ved dette valg. 

Nedenfor har vi samlet en liste over nogle af de mest opsigtsvækkende sager fra den seneste valgperiode i en række af de 34 kommuner, der udgør Lorryland. 

KØBENHAVN

Overborgmester går af

Overborgmester Frank Jensen må i oktober 2020 gå af efter endnu en sag om krænkelser ser dagens lys i Jyllands Posten. 

Ulovlig opkrævning af gebyr for renhold

I 2018 kommer det frem, at Miljø- og Teknikforvaltningen i København ulovligt har opkrævet knap 65 millioner kroner fra grundejere i København i forbindelse med renhold af fortove. 

Sjusk og regnskabsrod for millioner

I 2021 konkluderede Intern Revision, at sjusk og manglende styring fra ledelsen var nogle af årsagerne til, at Københavns Teknik- og Miljøforvaltning havde opbygget et underskud på over 48 millioner kroner i forbindelse med den såkaldte aflønningsmodel. 

FREDERIKSBERG

Systematisk svigt i sager om børn

I 2019 konkluderede en rapport, at Frederiksberg Kommune havde voldsomme mangler i deres behandlinger af sager om børn og unge. 'Samlet set overholdes retssikkerhedsloven, forvaltningsloven, offentlighedsloven og serviceloven ikke', lød det blandt andet i rapporten, som en ekspert kaldte en 'kæmpe skandale'

Borgmesterens boligfinte

I 2020 kunne Ekstra Bladet afsløre, at Frederiksbergs borgmester, Simon Aggesen, havde scoret 11 millioner kroner i gevinst ved at købe en lejlighed og dele den op i to. Senere fastslog Ombudsmanden dog, at der ikke var sket noget ulovligt i den forbindelse. 

GRIBSKOV
Gyldne håndtryk for millioner

I 2018 indstillede Gribskovs borgmester, Ander Gerner Frost, kommunaldirektøren og forvaltningsdirektøren til fyring. Men den manøvre endte med at koste kommunens skatteydere over fem millioner kroner i gyldne håndtryk. 

Krænkelse på budgetseminar

I 2018 var kommunens politikere på byrådsseminar. Her endte Natasha Stenbo Enetoft (V) med at få blottet sine bryster af en byrådskollega og efterfølgende få taget et billede af dem. 

ALBERTSLUND
Krænkelser i byrådet

i 2021 viste en undersøgelse af sexisme blandt medlemmerne af kommunalbestyrelsen, at én havde oplevet at blive udsat for et seksuelt overgreb, forsøg på voldtægt eller faktisk voldtægt.

RØDOVRE

Dyr bil uden chauffør

I 2019 afslørede Ekstra Bladet, at borgmester og bykonge i Rødovre, Erik Nielsen, brød reglerne når kan kørte de 850 meter fra Rådhuset til sit hjem i en skatteyderbetalt Mercedes. 

Dyre bøffer og højt humør

Samme år blev det i samme avis afsløret, at der bestemt ikke blev sparet på noget under en udvalgstur til Island, hvor der både var dyre bøffer og skum i fadøllen. 

GREVE
Anholdt i sag om drabsforsøg

I 2018 udspillede der sig en tragisk sag i Greve, hvor Venstre-politikeren René Kauland blev anholdt og sigtet for drabsforsøg på sin ekskæreste samt grov vold mod kvindens datter. Han begik senere selvmord i sin celle. 

Brugte kommunens kreditkort

I 2021 kom det frem, at Greves kommunaldirektør havde benyttet kommunens kreditkort til private formål. Det kostede både en fyring og en politianmeldelse og et gyldent håndtryk på to millioner kroner. 

LYNGBY-TAARBÆK
Ferrari i juledagene

Viceborgmesteren i Lyngby, Simon Pihl Sørensen (S), havde fuld fart på i juledagene i 2017. Her kørte han nemlig rundt i en Ferrari til 5.2 millioner kroner, han havde fået udleveret af Johnny Laursen, der tre måneder forinden havde købt en kæmpe grund af kommunen til sin bilforretning. 

Politiet valgte senere at droppe sagen mod den socialdemokratiske 1. viceborgmester. 

SOLRØD
Formand for børneudvalg dømt for vold mod børn

I 2018 blev formanden børneudvalget i Solrød Kommune, Jane Noer (V), idømt seks måneders fængsel af landsretten for at have udsat sine tre børn for vold over en årrække. 

Hun blev senere ekskluderet af byrådet som følge af dommen. 

TÅRNBY

Chef anklagede chef

I 2021 anklagede en afgået jobcenterchef i Tårnby Kommune byens forvaltningschef for at have brudt en række love i forbindelse med sit arbejde i kommunen. Det førte til, at forvaltningschefen blev fritaget for arbejde. 

_

_


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik