Skærpet kamp om lejeboliger

Kampen om ledige lejeboliger er skærpet markant det seneste år, skriver Søndagsavisen.

Værst ser det ud i Storkøbenhavn, hvor udbuddet af lejeboliger er faldet med hele 39 procent fra 1. kvartal 2010 til 1. kvartal i år.
Samtidig er antallet af folk, der leder efter en lejebolig, steget med 35 procent.

Det viser en opgørelse, som BoligPortal.dk har lavet for Søndagsavisen.
Hos en af Danmarks største administratorer af lejeboliger, Datea, kan afdelingsdirektør Thorkild Aae sagtens genkende udviklingen.

Han peger først og fremmest på, at de mange tomme lejligheder i de store projektbyggerier i dag er fyldt  op.

»Det betyder ikke nødvendigvis, at de er solgt.  Mange er lejet ud. Nogle på midlertidige lejekontrakter, men mange er også lejet ud på helt almindelige lejekontrakter. Det betyder, at der nu er fyldt godt op, og det betyder jo også, at udbuddet er blevet mindre,« siger Thorkild Aae.      

Det er ikke kun i Storkøbenhavn, at udbuddet falder. I store byer som Aarhus, Odense og Aalborg er der blevet henholdsvis  24, 18 og 15 procent færre lejeboliger at slås om for stadig flere boligsøgende.
»Vi kan se, at færre boliger under salg udbydes til leje, mens sælger venter på at få solgt,« siger Henrik Løvig, direktør i BoligPortal.dk.
Han ser også, at færre fraflytter deres billige bolig.

»Mange nyuddannede flytter først, når de har fået et job. Så hvis der ikke er arbejde, så bliver de hængende i den billige bolig,« siger Henrik Løvig.  

Hos Lejernes LO i Hovedstaden mærker de også, at udbuddet falder.
»Vi får mange ind med kontrakter, hvor de betaler for meget i leje, eller hvor der er andre problemer, F.eks. at serviceniveauet ligge på et meget lille niveau. Begge dele hænger tæt sammen med udbuddet. Folk er tit nødt til at indgå tvivlsomme kontrakter for overhovedet at få noget at bo i,« siger Bente Kristensen, jurist i LLO i Hovedstaden. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik