'Dovenskab' får Simon til at tage steroider: Forskere skal nu undersøge konsekvenserne

Simon Iversen har taget anabole steroider gennem mange år. Nyt forskningsprojekt skal undersøge de langvarige konsekvenser.

32-årige Simon Iversen fra Amager finder nåle, sprøjte og ampul frem.

Han kører en spritserviet over sit lår, finder midten af musklen og tager fat.

- Så stikker man bare nålen i, siger han og viser TV 2 Lorrys journalist sin ugentlige rutine med brug af anabole steroider.

Længere nede i artiklen kan du se en video fra vores besøg hos Simon Iversen, som er produceret til TV 2 Lorrys YouTube-kanal.

Anabole androgene steroider er det fulde navn for gruppen af testosteron og testosteron-lignende stoffer.

Medmindre stofferne er ordineret af en læge, er de forbudte at indtage, enten som piller, indsprøjtninger, cremer og plastre - og der er risiko for både psykiske og fysiske bivirkninger. 


Alligevel er Simon Iversen er fuldstændig åben omkring, at han gør det. For ham er det en genvej til en muskuløs krop - også i tider hvor han ikke får trænet så meget. 

- Det startede for mig med bodybuilding, fortæller han.

Nogle har måske set ham - og hans krop - i tv-programmer som "For lækker til love" og "Hård udenpå". Han arbejder som murer om dagen og stripper om natten, hvilket gør hans udseende ekstra vigtigt for ham:

- Det var en fascination af, at man kan blive så stor. Det dér hårde vilde look, ud i det ekstreme. Den dér opmærksomhed, der fulgte med det, forklarer han. 

I dag har Simon Iversen - efter at have holdt en pause fra steroiderne - fået sine bivirkninger under kontrol, mener han.
I dag har Simon Iversen - efter at have holdt en pause fra steroiderne - fået sine bivirkninger under kontrol, mener han.
Foto: TV 2 Lorry

Da Simon Iversen startede sit forbrug, fulgte dog også en lang række bivirkninger. 

Han fik mere væske i kroppen, en knude i brystet, bumser i en grad, så det lignede, at han var "blevet skudt bagfra med et haglgevær" og en sexlyst, han beskriver som en besættelse.

quote Der var det 'fuck om jeg dør ung, bare kisten er tung.

Simon Iversen, steroidbruger

Da hans forbrug af steroider var på sit højeste, tog han tre forskellige præparater af anabole steroider. Og også andre stoffer. 

- Der var det 'fuck om jeg dør ung, bare kisten er tung, fortæller han. 

I dag har han - efter at have holdt en pause fra steroiderne - fået sine bivirkninger under kontrol, mener han. Men hvorfor han igen sidder med en sprøjte i hånden, vender vi tilbage til.  

Overlæge ser både hjerteproblemer og sterilitet

På Medicinsk Endokrinologisk Klinik på Rigshospitalet tager de ifølge overlæge Caroline Kistorp imod flere og flere med følgevirkninger fra deres brug af anabole steroider.

Nu har hun og kolleger fra andre danske hospitaler fået en bevilling fra Novo Nordisk Fonden til projektet "The Fitness Doping Study". Det skal som det første store studie afdække de langsigtede konsekvenser af at bruge steroider, samt undersøge en mulig behandling. 

I praksis ser Caroline Kistorp flere 'skrækscenarier'.

- Her på Rigshospitalet har vi jo haft nogle af de dér worst case-scenarios, hvor man har taget steroider i et omfang, eller også har man bare været uheldig, at man er disponeret, så man har fået en meget alvorlig hjertesygdom, så ens hjerte nærmest ikke kan pumpe. Og der har faktisk været nogle, hvor man har overvejet, om de skulle hjertetransplanteres på grund af steroider, siger hun til TV 2 Lorry.

quote De har nul levende sædceller.

Caroline Kistorp, overlæge, Rigshospitalet

Hun møder også mænd, der har ødelagt sædkvalitet og derfor problemer med at få børn. 

Med til den historie hører naturligvis, at mange mænd - også nogle, der aldrig har rørt steroider - har nedsat sædkvalitet.

Men ifølge Caroline Kistorps er der blandt hendes patienter nogle, som er fuldstændigt sterile:

- De har nul levende sædceller, siger hun. 

- Det kan også være ti år efter (deres forbrug af steroider, red.). 

Og når steriliteten ikke kan kobles til andre mulige forklaringer, for eksempel testikelkræft, og de har en lang historik med steroider:

- Så er det klart, at så må man antage, at det må være det, siger hun.

Steroider og fertilitet

Anabole steroider påvirker kroppens egen produktion af hormoner og dannelsen af sædceller. 


Overlæge Caroline Kistorp forklarer sådan her om sammenhæng mellem brug af steroider og dårlig sædkvalitet:


- Når du tager steroider, opdager kroppen, at der er alt for meget testosteron i kroppen, og så lukker den ned for sin egen hormonproduktion. Og det at lave sædceller er et ret fint hormonsystem, der fungerer ved, at der kommer nogle signaler oppe fra en kirtel i hjernen, som sendes ned til testiklerne, om at lave sædceller. De får ikke noget signal, så derfor holder de op.


Det står dog ikke helt klart, hvilken påvirkning steroider har på sædkvaliteten på lang sigt. Den kan normaliseres, efter man er stoppet på steroiderne. Men måske vil det tage årevis, og måske kan den være permanent skadet. 


Caroline Kistorp står blandt andre bag et dansk forskningsprojekt, hvor man har sammenlignet en gruppe nuværende steroidbrugere, tidligere brugere og en kontrolgruppe, der aldrig har brugt steroider. 

De har ikke haft sædprøver, men målt på hormonniveauer i blodprøver, som de anser som markører for sædcelleproduktionen.


- Vi kan se, at tre-fire år efter de er holdt op med steroiderne, har de - i forhold til biomarkører - stadig nedsat sædkvalitet, siger Caroline Kistorp.


I en artikel i Patienthåndbogen opsummeres det, at studiet fandt "en væsentlig reduktion i fertilitet og testosteronproduktion blandt tidligere brugere af steroider, hvilket godtgør at effekterne på kønsorganerne kan blive kroniske". 

De har også fremlagt nye resultater i år, som ifølge Caroline Kistorp styrker formodningen.


Et mere lyst billede tegner sig dog i et andet nyt studie.


Her er forskerne gået anderledes til værks og har ingen biologiske målinger, men derimod registerdata fra mænd, der er testet positive for anabole steroider af Anti Doping Danmark, sammenlignet med en jævnaldrende kontrolgruppe.

Sammenligningen viste, at steroidbrugerne godt nok satte signifikant færre børn i verden i årene op til deres positive test, og at dobbelt så mange blev diagnosticeret infertile. Men på den lange bane var grupperne næsten ens i forhold til fertiltetsrate, og hvor mange der modtog fertilitetsbehandling.


- Det tegner til, at den gennemsnitlige steroid-bruger opnår fertilitet, siger Henrik Horwitz, der er en af forskerne bag.


Studierne har dog deres begrænsninger, for eksempel i forhold til hvor sikkert man kan sammenligne grupperne. 


Med "The Fitness Doping Study" håber Caroline Kistorp, at de kan tegne et endnu stærkere og mere præcist billede af fertiliteten hos tidligere steroidbrugere. 


De laver en biobank, som over tid skal følge 2000 brugere af anabole steroider - og både indeholde blod og sæd. 


- Det må jo være "the smoking gun", når man skal kigge på fertilitet, at få fat i nogle sædprøver, siger Caroline Kistorp.


Uanset hvordan den enkeltes fertilitet er påvirket, advarer forskerne om den samlede pulje af mulige bivirkninger fra brug af anabole steroider.


På baggrund af det førstnævnte studie har forskere fra Sydvestjysk Sygehus for eksempel påvist en øget risiko for blodpropper, der ser ud til også at være øget på længere sigt.


Caroline Kistorp og Henrik Horwitz har modtaget støtte fra Anti Doping Danmark (tilføjet).

'Det er simpelthen bare for nemt'


I vores YouTube-video om anabole steroider er vi med, når Simon Iversen får testet sin sædkvalitet. Vi viser også en tidligere undersøgelse af hans hjerte, som han fik lavet i forbindelse Station 2-programmet 'Ulovlig vej til skønhed' i 2018. 

Simon Iversen tager steroider – sådan påvirkes kroppen

Dengang konstaterede hjertelæge Finn Gustafsson fra Rigshospitalet, at der var tegn på belastning af Simons hjerte og begyndende tegn på skade af hjerte.

- Men jeg kender seriøst ikke nogen der er død af det, siger Simon Iversen i dag om de forandringer, som lægen fandt. 

Skal man da kende nogen, før risikoen giver mening for én?

- Ja, det tror jeg. 

Derfor kan det være svært at stoppe

"Der er risiko for at blive afhængig af at benytte anabole androgene steroider (AAS). Når man indtager AAS, kan kroppen helt eller delvist stoppe med at producere testosteron selv. Når misbruget ophører, går der tid, før kroppen begynder at producere den normale mængde testosteron igen.

I nogle tilfælde risikerer man ikke at genetablere sin normale testosteronproduktion. I overgangsperioden kan man opleve nedsat sexlyst, erektionsproblemer og symptomer på depression som følge af den lavere testosteronproduktion. For at undgå disse symptomer er det fristende at påbegynde en ny kur med AAS," forklares det af Anti Doping Danmark.


Forskning har ifølge Rigshospitalet vist, at omkring 30-35% af alle mænd genoptager deres misbrug og ender med at udvikle en kronisk afhængighed, på grund af symptomerne, de oplever, når de forsøger at stoppe. 


Fra i 2019 og 2020 at have kvittet steroiderne, og fortalt offentligt om det, er Simon Iversens historie nu en anden:

- Ja, så røg jeg jo i igen efter halvandet år, lyder det.

-  Med den viden, jeg har, så så var det simpelthen bare for nemt. Jeg ville godt have lidt rundere muskler igen, og jeg ville godt se mere trænet ud.

Han erkender, at det er 'dovenskab'. Men mener ikke længere, at han har et forbrug, hvor han gambler med sit helbred.

Hvordan kan du ikke gamble?

- Jeg føler slet ikke jeg gambler med de lave doser, jeg tager. 

Og også svaret på sædkvalitetstesten - som du kan se i videoen - tager Simon Iversen med oprejst pande. 

- Det virker lidt, som om mange tror, at de kan styre, hvilke steroider de tager, og hvor meget de tager, så de kan undgå at få bivirkninger, siger overlæge Caroline Kistorp.

Hun ser dog to problemer ved den kalkule: For det første, at stofferne købes illegalt over nettet, med risiko for et anderledes indhold end beskrevet. Og for det andet, at man ikke kan vide, om man for eksempel er genetisk disponeret til hurtigt at få ødelagt sin fertilitet.

Graden af skade rangerer fra ufarligt til dødeligt, og afhænger af intensiteten og varigheden af misbruget, og hvor modtagelig den enkelte person er for bivirkninger, lyder det opsummerende i en artikel i Patienthåndbogen.

Har du idéer til vores YouTube-kanal?

Hver onsdag udgiver TV 2 Lorry en ny video til dig på YouTube.

Vi giver dig adgang til steder, du endnu ikke har været i din hovedstad; kloge hoveder og interessante mennesker. 

Vi taler både med de visionære og de vanvittige - for vi tror på, at vi bor et af de mest spændende steder i verden!


Hvad skal vi undersøge, eller hvem skal vi besøge?

Du kan skrive til os i kommentarfeltet under vores videoer.

Du kan også kontakte Sofie på SOGA@TV2LORRY.DK

eller Frederik på FRVO@TV2LORRY.DK






Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik