Serum Institut: Flere smittes med frygtet rottesygdom

Antallet af leptospirose-infektioner, der stammer fra mus og rotter, er stigende. Det viser en undersøgelse fra Statens Serum Institut.

Statens Serum Institut oplyser, at der de sidste to år har været en stigning i antallet af tilfælde af sygdommen leptospirose - også kendt som Weils Syge. 

Sygdommen, der er en infektion med bakterien leptospira - overføres blandt andet via urin fra mus og rotter. I sjældne tilfælde kan infektionen udvikle sig så alvorligt, at den er livsfarlig.

Ifølge tallene fra Statens Serum Institut kommer en hel del af de smittede personer fra hovedstadsområdet og Sjælland i øvrigt.

I år 2017 og 2018 blev der på landsplan konstateret 42 tilfælde, og de 20 er fra Lorryland.

Tallene fordeler sig sådan: Københavns by (otte tilfælde), Københavns omegn (fire tilfælde), Nordsjælland (fire tilfælde) og Østsjælland (fire tilfælde).

Det er en markant stigning, da der normalt meldes om ti tilfælde årligt på landsplan.

Mange af de smittede har ifølge Statens Serum Institut været i kontakt med ferskvand eller kloakvand og andre har haft fysisk kontakt til mus eller rotter.

Leptospira-bakterien overføres med urin fra gnaverne, og for eksempel skal man passe på, hvis man i forbindelse med et skybrud har en kælder, der oversvømmes med kloakvand, fordi smitten så kan være i vandet.

Symptomerne på leptospirose minder om influenza, og sygdommen kan behandles med antibiotika.

I sjældne tilfælde kan sygdommen udvikle sig alvorligt, og her er indlæggelse nødvendig.

Sådan udvikler leptospirose - Weils Syge - sig.

Inkubationstiden - fra smitte til sygdomsudbrud - er mellem 2 og 28 dage.

 

Symptomerne varierer fra lette influenzalignende symptomer til langt mere alvorlig og livstruende infektionssygdom.

 

Den milde form udgør 90 procent og går som regel over af sig selv. Der er grund til at tro, at mange sådanne lette tilfælde aldrig bliver opdaget.

 

Den alvorlige form er en blodforgiftning med meget høj feber og påvirket almentilstand, og kan i ekstreme tilfælde føre til lever- og nyresvigt eller til hjernehindebetændelse.

 

I sådanne tilfælde er der ingen tvivl om, at patienterne skal indlægges på sygehus til diagnostik og behandling.

 

Ubehandlet kan den alvorlige form af sygdommen føre til døden.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik