Seniorer i Helsingør går fitness-amok

Flere og flere ældre bruger en del af deres otium på at forbedre fysikken i fitnesscenteret, skriver Helsingør Dagblad. "Husk at spænde i maven!" Vægtstangen ligger tungt på skuldrene, mens knæene bøjes, og enden rettes bagud. Sveden pibler frem på panden, og den såkaldte squat-øvelse begynder at kunne mærkes i lår og baller.

- Er der nogen, der er i tvivl om, hvilke muskler vi arbejder med, spørger den kvindelige instruktør sine hårdtarbejdende deltagere.
Motionisterne signalerer tydeligt med et virrende hoved, at de ikke er i tvivl. Motionsholdet hedder »Stram Op«, og det bliver der i den grad gjort.
Det niver, og mælkesyren strømmer til musklerne. Men vægtløfterne er ikke solariebrune muskelmænd og pandebåndsklædte aerobickvinder i tricot og benvarmere.
Nej, her er der tale om ganske almindelige mennesker i deres bedste alder, nemlig efterlønnere og pensionister. Den ældste del af befolkningen i Helsingør er nemlig i stigende grad begyndt at vise interesse for de muskelopbyggende aktiviteter i fitnesscentrene.
Hos fitness.dk i Helsingør har man alene i løbet af det seneste år oplevet en medlemsfremgang på cirka 500 seniorer, og fitnesskæden har også tidligere indledt et samarbejde med Ældre Sagen på baggrund af den stigende interesse.
Og flere af seniorerne befinder sig nu til formiddagens »Stram Op«-hold.
- Er vi enige om, at vi har Helsingørs bedste baller?
Instruktøren gør sit bedste for at hive den sidste energi ud af de aktive deltagere, nu hvor en vægtstang er placeret hen over deres hofter, imens de forsøger at løfte enden op mod loftet.
En af dem er 62-årige Jytte Hansen. Hun begyndte at komme i fitnesscenteret for 11 måneder siden, da hun stoppede med at arbejde.
- Jeg har siddet på kontor hele livet, og jeg havde slidgigt og ondt i lænden, men det er slut nu, fortæller hun fra træningsmåtten.
På de 11 måneder har hun tabt sig 12 kilo, og hendes kondition er blevet markant bedre.
- Da jeg begyndte, kunne jeg overhovedet ikke løbe, men nu løber jeg om kap med mine børnebørn, det er en stor gevinst.
Træning giver energi
Jytte Hansen er langtfra den eneste senior med sved på panden her på denne onsdag formiddag. Bag hende står Anne Jørgensen. Efter et brud på ryggen for nogle år siden prioriterer hun sin træning meget højt.
- Det er vigtigt at holde sig i gang, når man er på efterløn, for kroppen ældes jo hurtigere, siger hun.
Så efter »Stram Op«-timen napper hun da også lige en »Step«-time, og ligesom Jytte Hansen kommer hun i centeret flere gange om ugen til både styrketræning, spinning og konditionstræning.
Den store træningsiver kan de nikke genkendende til hos Ældre Sagen, hvor de også anbefaler deres medlemmer at holde sig i form.
- Det at blive ældre er lidt op ad bakke, for hvis man ikke gør noget, gør de biologiske processer, at man hurtigt kommer i dårlig form. Men motion kan altså modvirke den hurtige aldring, siger Karin Schultz, der er sundheds- og idrætskonsulent hos Ældre Sagen.
Hun mener samtidig, at det falder seniorerne mere naturligt at træne i dag end tidligere.
- De ældre i dag har en viden om, at det er vigtigt at holde sig i form, og de ældre er ikke så nedslidte men generelt i bedre fysisk form end tidligere. Dermed har de også større overskud til at træne, og de oplever, at man får det godt af det, fortsætter Karin Schultz.
Den følelse kan Jytte Hansen nikke genkendende til. Hun kan i dag slet ikke forestille sig, at hun ikke skulle starte de fleste af sine dage her i fitnesscenteret, og de eneste fysiske skavanker hun døjer med i dag er ømme muskler efter træning. Samtidig er hun begyndt at udforske flere sider af fitness-verdenen.
- Først turde jeg ikke melde mig til spinning, men nu har jeg gjort det, og det giver mig simpelthen et kick, lyder det fra den 62-årige efterlønner.
Med til de fysiske forbedringer hører også det sociale aspekt. For selvom der skal sved på panden, skal der også være plads til en snak seniorerne imellem, og den tradition bliver ifølge centerdirektør i fitness.dk i Helsingør, Kim Strand, fastholdt, ligesom det er hans indtryk, at særligt seniorerne er meget vedholdende og bliver ved med at dukke op i centeret.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik