Seks personer anholdt for organiseret narkosmugling til Sverige

Personerne er blevet anholdt i en kæmpe narkosag.

Seks mænd i alderen 30 til 57 år er onsdag blev anholdt af politiet i en større sag om organiseret narkosmugling.

Det skriver Københavns Politi i en pressemeddelelse.

De anholdte personer sigtes for smugling og medvirken til smugling af "ikke under et ton hash", som politiet udtrykker det.

Anholdelsen fandt sted på ni adresser i København og på Københavns Vestegn og skete i en koordineret aktion på tværs af tre politikredse og med hjælp fra Særlig Efterforskning Øst (SEØ).

I forbindelse med anholdelserne foretog politiet ransagninger, hvor de fandt en mindre mængde narkotika samt et køretøj, som nu er beslaglagt.

- Aktionen i dag forløb som planlagt, og jeg er godt tilfreds med, at vi nu har fjernet et kriminelt netværk, der har forsynet det svenske marked med hash, udtaler Henrik Andersen, der er leder af Grænsecenter Øresund (GCØ) under Københavns Politi.

GCØ er et samarbejde mellem dansk og svensk politi og har til formål at efterforske grænseoverskridende kriminalitet i Øresundsregionen.

I samarbejdet er der særligt fokus på sager om sprængstoffer, våben, narkotika, omrejsende kriminelle og hvidvaskede penge, der krydser grænsen mellem Danmark og Sverige.

De anholdte vil blive fremstillet i grundlovsforhør torsdag formiddag i Københavns Byret med krav om varetægtsfængsling.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik