SE LISTEN: Her stiger prisen for fjernvarmekunderne

Se her om du får en stor ekstraregning for fjernvarmen, eller om du rent faktisk skal betale mindre i år.

6,448 kroner.

Så meget lyder den årlige ekstraregning på til de husstande, der får fjernvarme fra Vejby-Tisvilde Fjernvarme i Nordsjælland.

Men de er langt fra det eneste blandt de 45 fjernvarmeanlæg i Lorrys sendeområde, der nu hæver prisen markant. Årsagen til det store prishop skyldes, at anlæggene fra 1. januar 2019 ikke længere modtager tilskud fra staten kaldet grundbeløbet.

Hvad er grundbeløbet?

  • Grundbeløbet er en kompensation, som fjernvarmeselskaberne har modtaget for at være tvunget til at producere el på kraftvarmeværkerne.
     
  • I alt cirka 170 kraftvarmeværker i landet har modtaget grundbeløbet, der ophørte 1. januar 2019.
     
  • Grundbeløbet har sørget for at det ikke var varmeforbrugerne, der har betalt for elforsyningssikkerheden, og det har i mange år været en fornuftig løsning. Men når grundbeløbet falder bort, og regningen for forsyningssikkerheden afleveres på varmeregningen, stiger prisen på fjernvarme for en lang række forbrugere landet over, og først og fremmest i landdistrikterne.

 

Kilde: Dansk Fjernvarme

Se hele listen længere nede i artiklen, hvor du kan finde det anlæg, der forsyner din bolig med fjernvarme.

quote Politikerne har vidst, at det her ville ske, men har intet gjort.

Kim Mortensen, direktør i Dansk Fjernvarme

Det er dog ikke alle anlæg, der har offentliggjort nye priser, men flere kan følge trop senere på året, der værkerne først til sommer må ændre priserne igen. Ifølge Dansk Fjernvarme kan værkerne kun justere priserne én gang årligt. Derfor hænger kunderne på de forhøjede priser minimum et år.

23 fjernvarmeanlæg har hævet prisen

I Lorrys område har 23 af de 45 anlæg valgt at hæve prisen i mindre eller større grad. Otte har valgt at holde prisen konstant, mens 14 har valgt at sænke prisen. Blandt dem sænker prisen er Glostrup Varme A/S, hvor kunderne kan se frem til en besparelse på omkring 7000 kroner.

Hos Dansk Fjernvarme, interesseorganisation for danske fjernvarmeværker, er man bekymret over de store prisstigninger.

- Vi synes, politikerne lader landdistrikterne i stikken. Mens mange fjernvarmekunder i de større byer ser priserne falde, får mange kunder på landet nu stigende priser. Politikerne har vidst, at det her ville ske, men har intet gjort, siger Kim Mortensen, direktør i Dansk Fjernvarme.

Kan gå ud over små samfund

Og hos Landdistrikternes Fællesråd frygter man, at de højere priser vil gå hårdt ud over de små samfund, hvor langt hovedparten af grundbeløbsværkerne ligger.

- De her prisstigninger påvirker selvfølgelig bosætningen i en negativ retning, og det er dybt ærgerligt.

- Der er i forvejen mange af de her områder, hvor udgifterne til varme er høje, og endnu højere udgifter kan sætte boligmarkedet i stå og stavnsbinde folk, siger Steffen Damsgaard, formand for Landdistrikternes Fællesråd.

Kan blive værre til sommer

For de kunder, der modtager fjernvarme fra et af de værker, der først til sommer fremlægger deres priser, ser det ifølge Dansk Fjernvarme ikke meget lysere ud.

- Vi forventer at se samme prisbillede hos de resterende værker. Derfor bør politikerne gøre det muligt for værkerne selv at vælge mellem brændselstyperne.

- Og så mener vi, at de bør lave en overgangsordning, hvor afgiften på naturgas sænkes for at imødegå disse prisstigninger, siger Kim Mortensen.

Kan forvente hjælp fra staten

De mange tusinde fjernvarmekunder, der bliver ramt af ekstraregninger på adskillige tusinde kroner på grund af et statsligt tilskuds bortfald, kan forvente hjælp.

Sådan lyder det fra energi-, forsynings, - og klimaminister, Lars Christian Lilleholt (V) mandag eftermiddag.

- Jeg er opmærksom på problemet, og det er også derfor, at regeringen sammen med Folketinget har taget en række initiativer, siger ministeren til Ritzau.

- Blandt andet har vi lempet elvarmeafgiften, så det bliver mere attraktivt at bruge varmepumper, vi har befriet dem (værkerne, red.) fra kraftvarmekravet, så de alene kan koncentrere sig om at producere fjernvarme.

- Og så er der afsat 540 millioner kroner til at hjælpe de værker, der får de højeste varmeprisstigninger, siger Lars Christian Lilleholt.

Hvornår kunderne vil kunne mærke regeringens 540 millioner kroner, kan ministeren dog ikke svare på.

Du kan se hele listen herunder (klik på billedet for at forstørre)

Det viser listen 

  • Opgørelsen viser prisen for at opvarme to standardiserede boliger, en standardlejlighed på 75 kvm med et årligt varmeforbrug på 15 MWh og et standardhus på 130 kvm med et årligt varmeforbrug på 18,1 MWh, med prissatserne for januar 2019.
     
  • Derudover fremgår prisændringen fra december 2017 til januar 2019 for de enkelte varmeværker. 
     
  • Postnumrene henviser til det enkelte varmeværks beliggenhed - ikke de postnumre, som værket leverer varme til. 
    ​​​​​​ 

Kilde: Forsyningstilsynet 2019

 
 
 
 
 
 

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik