Se listen: Disse 10 eksotiske skadedyr kan gemme sig i dine frugter og grøntsager

Blot fordi appelsinerne ser flotte ud, kan de under skrællen gemme på et alvorligt skadedyr eller en plantesygdom, advarer Landbrugsstyrelsen, som opfordrer danskerne til at sende billeder, hvis man finder en bestemt type insekter i sine frugter eller grøntsager.

Grøntsager og frugter kan se lækre ud på overfladen, men kan i nogle tilfælde gemme på uønskede overraskelser.

Landbrugsstyrelsen har brug for hjælp til at holde øje med udvalgte skadedyr og plantesygdomme, som skal holdes ude af Danmark og EU.

De er så skadelige for den danske og europæiske natur, at de straks skal udryddes, hvis de opdages.

- Alle grøntsager og frugter kan se nok så pæne ud, når man står i supermarkedet. Men man kan komme hjem og få en ubehagelig overraskelse. Vi har et stort samarbejde med frugt- og grøntimportørerne, men vi har også brug for hjælp ude i køkkenerne. I det her tilfælde kan vi alle hjælpe og holde øje med, om man ser de her specifikke insekter eller sygdomme i frugt og grønt, siger enhedschef i Landbrugsstyrelsen Kristine Riskær i en pressemeddelelse.

Landbrugsstyrelsen har fokus på ti udvalgte skadedyr og sygdomme, der i sjældne tilfælde kan gemme sig i frugter og grøntsager. 

FAKTA: Tre trin, hvis du finder et insekt eller sygdom i dine grøntsager eller frugter.

Får du mistanke om, at du har fundet en af de 10 udvalgte skadedyr eller plantesygdomme i dine frugter og grøntsager, skal du:

1. Tage et billede af insektet, frugten eller grøntsagen. Inkludér eventuelt en mønt i billedet, så det er nemt at se størrelsesforholdet.

2. Gemme insektet, frugten eller grøntsagen hvis muligt.

3. Anmelde fundet til Landbrugsstyrelsen på www.plantesundhed.dk. Her skal du uploade billeder.

Kilde: Landbrugsstyrelsen 

Pas på snudebillen

Et af de skadedyr, som folk skal holde øje med, er den såkaldte pebersnudebille, der kan gemme sig i importerede peberfrugter og chilier.

I det sydlige USA betragtes snudebillen som den alvorligste trussel i dyrkningen af peberfrugter og chili. 

Den kan tåle temperaturer ned til 2 grader i op til tre uger og kan derfor overleve længere tid i køleskabet.


Efterlyser billeder

Hvis man finder billen, eller et af de andre skadedyr, er der pligt til at anmelde fundet på Landbrugsstyrelsens hjemmeside.

- Vi vil meget gerne bede om billeder, hvis man har mistanke om, at man har et af de her insekter i sine frugter eller grøntsager. Det kan nemlig være svært at fastslå præcist hvilket insekt, der er tale om. For eksempel kan snudebillen nemt forveksles med andre sorte biller, siger Kristine Riskær.

Landbrugsstyrelsen holder øje med disse 10 skadedyr og sygdomme

  1. KARTOFFELBROK Synchytrium endobioticum: En svamp, der angriber kartofler. Den laver udvækster på knoldene, der ligner blomkål. Udvæksterne kan være fra ærtestørrelse op til 8 cm. Symptomer kan være svære at se på den overjordiske del af planten. Svampen spredes med jord på redskaber og maskiner og med syge plantedele. Smitten kan være i jorden i mange år. Kartoffelbrok findes sjældent og meget begrænset i Danmark.

  2. GUATEMALA-KARTOFFELJORDMØL Tecia solanivora: Et møl, hvis larver bliver 1,2 – 1,5 cm lange og purpurrøde. De gør stor skade ved at lave grove gange i kartoflerne. Gangene er fyldt med gennemtygget kartoffelkød og larvernes efterladenskaber. Larverne kan gøre skade både på marken og på lagre. Møllet er kommet til Europa ved illegal import af kartofler til Tenerife. Det kan spredes med kartofler og kartoffelemballage.

  3. KARTOFFELJORDLOPPER Epitrix spp. Små (1-2 mm), metalskinnende, sortblå eller mørkt kobberbrune biller, der kan springe som lopper. De voksne jordlopper gnaver huller i bladene. Larverne ødelægger kartoflerne; de gnaver overfladiske gange under kartoflernes skræl og dybe gange i knoldene. Jordlopperne spredes med kartoffelknolde og jord. I Europa findes de i Spanien og Portugal.

  4. BRUNBAKTERIOSE I KARTOFLER Ralstonia solanacearum: En bakterie, der medfører visne kartoffelplanter og syge knolde. Skærer man en smittet knold igennem, vil man kunne se en brunfarvet ring, hvorfra der siver en mælkehvid, slimet væske, der er fyldt med bakterier. Væsken kan også trænge ud gennem kartoflens øjne. Sygdommen kan spredes med syge knolde, redskaber og vand.

  5. ZEBRA CHIP Candidatus Liberibacter solanacearum: En bakterie, der overføres af bladlopper, som er små sugende insekter. Bakterien angriber kartofler. Symptomerne ses som striber i knoldene. Den angriber også selleri og gulerod, hvor bladene bliver rødlige, og der kommer brune striber i roden. Zebra chip på kartofler er fundet i Spanien. Sygdommen findes på gulerødder og selleri i vores nordiske nabolande.

  6. PEBERSNUDEBILLE Anthonomus eugenii: En snudebille, hvis larver lever af frugtkød og frø af peberfrugter og chili. Der er som regel kun ét individ inde i den enkelte frugt, og det kan være en larve, en puppe eller den voksne bille. Billen spredes med angrebne frugter og planter. Den er fundet flere gange i importerede peberfrugter og chili.

  7. AFRIKANSK FRUGTVIKLER Thaumatotibia leucotreta: En lille sommerfugl, hvis op til 2 cm lange lyserødorange larver lever inde i frugtkødet af især citrusfrugter. De æder også peberfrugt, aubergine, granatæbler, avocado og peberfrugter. Den er et alvorligt skadedyr i Afrika, men findes lejlighedsvis i Nordvesteuropa. Den vil kunne blive et problem i væksthuse. Insektet spredes især med angrebne citrusfrugter og peberfrugt.

  8. ÆBLEFLUE Rhagoletis pomonella: En båndflue, hvis cremefarvede larver lever inde i æbler, sjældnere blommer. De kan omdanne frugtkødet til en brun, rådden masse. Angrebne æbler er knortede og fyldt med små mørke prikker på skrællen, hvor fluen har lagt sine æg. Æblefluen kan spredes med indførte, angrebne æbler. Den findes i hele Nordamerika. Lignende båndfluer er karantæneskadegørere på mango, kirsebær og andre frugter.

  9. BOMULDSMELLUS Bemisia tabaci: Små, ca. 1 mm lange insekter med hvide vinger. De suger saft af planterne og kan overføre virussygdomme. De sidder typisk på undersiden af bladene. De ligner meget de almindelige væksthusmellus (”hvide fluer”), men bomuldsmellus kan kendes på, at vingerne sidder som en ”tagryg”. De lever på mange forskellige planter, men kan bl.a. findes på importerede krydderurter, fx basilikum og oregano, hvorfra de kan flyve op i stort tal. De kan gøre skade i væksthuse.

  10. PALMETRIPS Thrips palmi: Palmetrips er små, knap 1 mm lange, gullige insekter, der kan være svære at se med det blotte øje. De suger saft af mange forskellige planter, især melon, peber, agurk, auberginer og krydderurter. I importerede krydderurter kan de flyve op eller gemme sig på bladene. Symptomer efter deres sugning er pletter og striber med et sølvagtigt skær på blade og frugter.


Du kan se billeder af alle 10 ting her.

Kilde: Landbrugsstyrelsen 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik