Se billederne: Bekymrede børn opmuntrer hinanden med regnbuer i vinduerne

En mor til fire fra Nørrebro har sat gang i en bølge, hvor børn sætter regnbuer i vinduerne for at minde hinanden om, at alt bliver godt igen.

Som mor til fire har Mia Juul Otzen den seneste tid besvaret mange spørgsmål. Fra de helt store om, hvad corona er for en størrelse til, om legeaftaler og en tur i gården er okay.

Hun er uddannet pædagog og arbejder på Husum Skole og mærkede allerede inden, skolerne lukkede, hvordan mange børn var bekymrede. Og hun har kunnet se på sine egne børn, at de bekymrede tanker bestemt ikke er blevet mindre, efter at børnene nu ikke må komme i skole og skal holde afstand til andre børn på grund af en smitsom sygdom.

- De er lige så bekymrede, som de voksne over, hvad det egentlig er, der sker, og hvad det har af konsekvenser. Ens livsperspektiv bliver et andet, når der pludselig er noget farligt derude, siger Mia Juul Otzen.

Farverig opmuntring

Hele situationen gav Mia Juul Otzen et behov for at vise sine børn, at hverdagen vil vende retur. Med inspiration fra Italien fik hun lørdag sine børn til at sætte regnbuer af perleplader og papir i vinduerne og lagde samtidig et billede af det på sin instagram under hashtagget #detblivergodtigen.

- Det er fint med en regnbue, der symboliserer, at der er noget godt på den anden side, og at vi vil nå derhen igen. Mange sidder i samme situation derhjemme, og vi har behov for noget positivt og sjovt at lave i stedet for at se TV 2 News, fortæller Mia Juul Otzen.

Artiklen fortsætter efter billedet

 
 
Foto: Maria Holm-Hagen / Sofie Linde

På Instagram har idéen spredt sig, så flere hundrede børn over hele Danmark nu sender farverige hilsner til hinanden gennem vinduerne.

TV-værten Sofie Linde, der er mor til en lille pige, har blandt andet delt et billede, hvor hun har hængt en regnbuefarvet kjole op i sit vindue.

- Det giver en følelse af solidaritet, at vi står sammen i det her. Det kan godt være, at vi ikke er sammen fysisk lige nu, men på denne her måde kan børnene se, at der også er børn i de andre bygninger, siger Mia Juul Otzen.

 
 
Foto: juliemakesmagic / Mia Juul Otzen

Regnbuehav

Familien på seks bor på Nørrebro i en lejlighed og har taget myndighedernes udmeldinger ganske alvorligt og har holdt sig indenfor så vidt muligt. 

Fra lejlighedens vinduer har familien en god udsigt ud over store dele af Nørrebro:

- Tanken om, at det (idéen med regnbuerne, red.) spreder sig, er meget motiverende for dem. Så nu ser de på de andre vinduer, om der er børn her i nærheden, der springer på idéen, fortæller Mia Juul Otzen.

 
 
Foto: maria_bang_dk

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik