Sass Larsen om PET's registrering af ham: Rystende ringe

For første gang udtaler den socialdemokratiske toppolitiker sig om kvaliteten af det PET-notat, som i september 2011 kostede ham en ministerpost, skriver Information onsdag

»Jeg kan selvfølgelig ikke vide hvilket geni, der har forfattet det notat. Men hvis det er udtryk for en vanlig standard i PET, som jeg har lagt person til, så er jeg ganske rystet.«

Sådan siger Henrik Sass Larsen til Information onsdag.

Det er første gang, den socialdemokratiske gruppeformand udtaler sig til pressen om sit syn på det notat fra Politiets Efterretningstjeneste, som sidste år kostede ham en ministerpost i Helle Thorning Schmidts regering, og som han efter mange armlægninger med Justitsministeriet højst usædvanligt endte med at få aktindsigt i.

»Jeg reagerer selvfølgelig meget subjektivt i den her sag. Jeg har været med til at vedtage lovgivning, der har givet PET en lang række beføjelser til at bekæmpe terrorisme og organiseret kriminalitet, men jeg havde måske ikke lige regnet med, at det var den her slags, efterretningstjenesten beflittede sig med,« siger Henrik Sass Larsen og tilføjer:

»Der er måske en højere retfærdighed i, at det rammer mig, der selv har stemt for meget af lovgivningen, hvis det endelig skulle ramme nogen.«

PET-notatet er udarbejdet af en kriminalassistent i PET's Center for organiseret kriminalitet og gengiver bl.a. aflyttede mobilsamtaler mellem Torben Ohlsen Jensen og lokalpolitikeren Tommy Kamp, som er Henrik Sass Larsens barndomsven fra Køge.

En af de aflyttede samtaler drejer sig om, at Tommy Kamp under et besøg på Hugo's Kælder i Køge i maj 2011 sammen med Henrik Sass Larsen har følt sig utryg og derfor ringet efter 'Suzuki-Torben', som er 'sergent of arms' i Bandidos.

En af konklusionerne i notatet drejer sig netop om den episode: »Henrik Sass Larsen har i mindst ét tilfælde benyttet sig af Torben Ohlsen Jensens position som ledende bandemedlem, idet Torben Ohlsen Jensen har ageret vagt/bodyguard.«

Notatets knap tre sider er dateret den 16. august 2011, men Henrik Sass Larsen får først nys om PET's vurdering godt en måned senere. Det sker ved frokosttid den 28. september til et hasteindkaldt møde med to af statens mægtigste embedsmænd, Statsministeriets departementschef Christian Kettel Thomsen og Justitsministeriets departementschef Anne Kristine Axelsson. Efter mødet beslutter Henrik Sass Larsen sig senere samme dag for at trække sig som ministerkandidat i Helle Thorning Schmidts kommende regering. Han har fået det indtryk, at han på grund af PET-notatets beskrivelse af rockerforbindelsen ikke ville kunne blive sikkerhedsgodkendt.

»Hvis jeg mere end et år efter mødet i Statsministeriet skal udtale mig om lødigheden af PET's notat, så er min mening stadigvæk, at det er rystende ringe,« siger Henrik Sass Larsen.

Ingen høflig kop kaffe

Problemet ifølge toppolitikeren er, at PET bliver både lovgivende, dømmende og udøvende magt på én gang:

»De lægger rammerne for, hvad de vil registrere, og hvad de synes er vigtigt. PET træffer også konklusionen om, hvad der er sket, og hvad karakteren af det har været. Og det er også PET, der udmåler straffen. Det er jo ret vildt,« siger han og fortsætter:

»At man på baggrund af et tilfældigt møde på et værtshus og nogle sms'er mener at kunne konkludere, at jeg stod under beskyttelse af nogle rockere. Det er en helt vild konklusion, draget af nogle mennesker, der hverken kan stave eller sætte kommaer.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik