SAS er langt fra fordums styrke i punktlighed

Passagerer kan ikke længere forvente at lande til tiden med SAS. Flyselskabet lover at rette op.

Det har været en dyd i SAS at være det mest punktlige flyselskab i Europa, men den holder ikke længere.

Det viser ny statistik fra Flightstats.com, som fortløbende følger, hvor præcise flyselskaberne er til at lande til tiden, skriver den norske avis Aftenposten.

Fra at være bedst i Europa er SAS siden nytår drattet ned på 9.-pladsen blandt de store flyselskaber i Europa.

- Vi erkender, at vi har haft problemer med at leve op til vore ambitioner om at være bedst på punktlighed, og hele organisationen er nu indstillet på at arbejde knaldhårdt for at generobre den position, siger Tormod Sandstø, der er pressetalsmand for SAS.

Det er gået stærkt tilbage siden nytår, og i marts nåede punktligheden kun 79 procent. April var noget bedre med 84 procent.

Det er en katastrofe for et selskab som SAS, der bygger hele sit image op på at være bedre end de andre flyselskaber til at lande til tiden, skriver Aftenposten.

SAS oplyser, at grunden til de mange problemer er indførelsen af et nyt datasystem, Altea.

SAS var fra 2009 til 2011 det mest punktlige flyselskab i Europa, og sidste år blev det til en andenplads med 87,91 procents præcision.

Men SAS kunne torsdag dog trods alt glæde sig over passagertal for april måned.

De viste en stigning på 6,5 procent eller 2,5 millioner passagerer i forhold til samme måned sidste år, skriver det svenske nyhedsbureau TT.

Væksten er størst på indenrigsruter i Danmark og Norge.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik