SAS aflyser flyafgange på grund af manglende fly

Skal du flyve langt til januar med SAS, så tjek lige din afgang. SAS er i gang med at aflyse og ombooke.

Der vil blive rykket en del rundt på flypassagererne, der skal flyve langt med SAS til januar.

Allerede nu er flyselskabet i gang med at ombooke en række passagerer, der fra 12. januar og 12 dage frem skal flyve fra København til USA og Asien.

SAS mangler at få et reservefly - og derfor aflyser flyselskabet i januar foreløbig 22 afgange, skriver rejsesitet Check In.

Det var meningen, at SAS allerede i oktober skulle have haft et reservefly fra Airbus - men den levering er udsat til foråret. Derfor aflysningerne.

Det er afgange til og fra København, der bliver ramt. Og SAS er i gang med at finde andre pladser til passagererne - enten på andre dage eller via Oslo eller Stockholm.

- Vi vil forsøge at opretholde trafikprogrammet i februar og marts, men vi kan ikke garantere noget, da vi først får reserveflyet i slutningen af marts, siger pressechef Trine Kromann-Mikkelsen fra SAS i Danmark til Check In.

Selv om der er et stykke tid til, at flyafgange må aflyses, kan SAS ikke rykke rundt på deres andre fly for at få kabalen til at gå op.

Det skyldes, at man har planlagt vedligeholdelseseftersyn og maling af langdistancefly i vintermånederne.

Pressechefen beklager overfor de berørte kunder og understreger, at SAS arbejder hårdt på at finde gode løsninger for de rejsende, der allerede har bestilt billet til de aflyste flyafgange.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik