Sammenbrud mellem læger og regioner: Ny konflikt truer

Praktiserende læger og regioner er langt fra hinanden i overenskomstforhandlingerne. Parterne skændes om løn.

Knap nok er lærerkonflikten overstået, før der er udsigt til en ny konflikt på det offentlige arbejdsmarked.

Denne gang er det de praktiserende læger, der står for tur. Siden sidste efterår har lægerne forhandlet med regionerne om en ny aftale, der skal styre, hvordan lægerne aflønnes, og hvordan man organiserer området.

Sent tirsdag aften stod det imidlertid klart, at forhandlingerne endegyldigt er brudt sammen, og at der dermed er udsigt til konflikt på området, skriver DR Nyheder.

Regionernes chefforhandler opfordrer til opsigelse af aftale med læger

- Vi har gjort et sidste forsøg på at nå til enighed, men må konstatere, at de indrømmelser, som de Praktiserende Lægers Organisation siger, de er kommet med, reelt er uden indhold, siger regionernes chefforhandler, Jens Stenbæk, til DR Nyheder.

Ifølge Jens Stenbæk vil regionerne onsdag opfordre de øvrige medlemmer af det såkaldte takstnævn, der ud over regionerne omfatter KL, Finansministeriet og Sundhedsministeriet, til at opsige den eksisterende aftale med de praktiserende læger.

Forventningen er, at opsigelsen vil komme i løbet af få dage, hvormed der ikke længere vil være en aftale, der eksempelvis regulerer, hvor meget lægerne får for at behandle deres patienter.

Kan nægte patientbehandling

I praksis kan det betyde, at de praktiserende læger kan nægte at modtage og behandle patienterne, men det vil næppe ske, lyder vurderingen. I stedet forventer parterne ifølge DR Nyheders oplysninger, at regeringen hurtigt vil gribe ind og standse konflikten.

- Regionerne har hele vejen igennem vist, at de ikke har ønsket at forhandle. Vi føler os overbeviste om, at de har fået lovning på et indgreb, der gennemfører deres krav, siger Henrik Dibbern, formand for de praktiserende læger.

Hos regionerne afviser man, at man har fået lovning på et indgreb, siger Jens Stenbæk til DR Nyheder.

Flere knaster skiller parterne

Det, der skiller regionerne og lægerne, er blandt andet uenighed om, hvem der skal have gavn af de produktivitetsstigninger, der sker på området, hvorvidt gevinsten skal tilfalde lægerne eller det offentlige.

En anden knast, der skiller parterne, er spørgsmålet om, hvem der skal bestemme, hvor nye praktiserende læger åbner klinik.

I dag besluttes det i et samarbejdsudvalg, hvor begge parter sidder, mens regionerne fremover ønsker, at det suverænt skal være deres ansvar at beslutte.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik