Nu er det slut med at sidde på første række i busserne

I alle Movias busser vil man ikke kunne sidde på sæderne tættest på chaufføren indtil efter nytår.

Når du fra onsdag tager bussen på Sjælland, kan du ikke sidde lige bag chaufføren.

Movia har nemlig besluttet, at kunderne igen ikke kan bruge den første sæderække bag buschaufføren, oplyser selskabet i en pressemeddelelse.

Det måtte man heller ikke under nedlukningen af Danmark i foråret, men det blev droppet igen i juni.

Man kan dog fortsat ikke købe billet fysisk hos buschaufføren - eller generelt få fysisk kontakt til chaufføren på grund af risiko for smitte med coronavirus.

Tiltaget indføres i alle Movias 1.300 busser på hele Sjælland, og træder i kraft fra og med 9. december og frem til 8. januar 2021.

Det er samme periode, som der er indført en række restriktioner i 38 kommuner i landet.

Fordøren er fortsat åben

Det vil fortsat være muligt at gå ind ad fordøren.

Under nedlukningen i Danmark i foråret, var det ikke tilladt at gå ind ad fordøren, men i denne omgang er det tilladt. Fordøren åbnes hvert tredje minut for at sikre god luftcirkulation i bussen.

Derudover vil øvrige corona-tiltag fortsætte, som for eksempel at der fortsat vil blive gjort rent i busserne hver dag med særligt fokus på stopknapper og holdestænger.

Busserne fortsætter med at køre efter normal køreplan.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik