Hvert år får Rådet for Sikker Trafik mange spørgsmål fra forældre, der er bekymrede for deres barns adfærd og sikkerhed i trafikken.
Mange forældre vil gerne høre, hvad de selv kan gøre, så deres barn bliver en mere sikker fodgænger eller cyklist.
Forældrene kan for eksempel være i tvivl om, hvordan de bedst lærer deres barn at se sig for eller for eksempel får teenageren til at spænde cykelhjelmen og droppe mobilen, når han eller hun cykler.
Nu kan forældrene så få hjælp og svar på mange af deres spørgsmål på en hjemmeside, som Rådet for Sikker Trafik, TrygFonden og Nordea-fonden står bag.
Brug de sidste feriedage på at træne
Det kræver nemlig træning og erfaring at blive en god og sikker trafikant. Og jo mere forældre og børn træner i trafikken, desto bedre bliver barnet til at færdes sikkert, når det en dag skal ud i trafikken på egen hånd.
Derfor vil det være en hjælp for børnene, hvis forældre eller bedsteforældre bruger nogle af feriens sidste dage på at træne skolevejen med de yngste børn, før skolen begynder, skriver Rådet for Sikker Trafik i en pressemeddelelse.
- Trafiksikkerhed kan hverken læres på bagsædet af en bil eller ved at kigge i en bog. Den konkrete øvelse er enorm vigtig for børnene, og derfor anbefaler vi, at man bruger nogle dage før skolestart til at gå eller cykle skolevejen med sit barn, for så har man bedre tid til at tale om trafikken undervejs, end når hverdagen begynder, siger Rosa Nissen, projektleder i Rådet for Sikker Trafik.
Træn skolevejen til fods
På www.sikkertrafik.dk/forældre kan forældre til børn i alderen 0-18 år blandt andet få viden, gode råd og øvelser, der kan hjælpe dem med at gøre deres barn mere sikker i trafikken.
- Der er heldigvis få børn, der kommer til skade i trafikken, og det skyldes blandt andet at forældrene er gode til at passe på deres børn, når de skal ud på vejene. Forældrenes indsats betyder meget, og derfor vil vi gerne give dem en håndsrækning, så de er bedst muligt klædt på til opgaven, siger Rosa Nissen, projektleder i Rådet for Sikker Trafik.
Løbende påmindelser
Forældrene kan også tilmelde sig et gratis nyhedsbrev, så de fire gange om året får viden og øvelser, der er tilpasset barnets alder. Ved at melde sig til på www.sikkertrafik.dk/mitbarn kan forældrene løbende blive mindet om, hvad der er relevant og vigtigt at sætte fokus på, når deres søn eller datter skal færdes i trafikken.