Sådan reagerer passagererne på statsministerens opfordring om ikke at sidde for tæt 

Statsministerens opfordring til danskerne om at undgå tog og bus i myldretiden møder forståelse blandt de passagerer, TV 2 Lorry tirsdag mødte i myldretiden i København. Dog deler de alligevel ikke helt samme bekymring.

Hvis det står til statsminister Mette Frederiksen (S), så er danskerne nødt til at se hinanden i øjnene og erkende, at den nuværende coronovirus-situation i Danmark kan udvikle sig meget alvorligt.

På et pressemøde tirsdag opfordrede regeringen derfor alle rejsende til at tage en række ekstra forholdsregler. 

Helt konkret bør man ifølge regeringen gå eller tage cyklen ved kortere ture. Rejse uden for myldretiden. Vise hensyn til andre rejsende. Huske den gode håndhygiejne, og undgå kollektiv trafik, hvis man er syg, eller formoder at være smittet med coronavirus.

Et budskab, som muligvis var hurtigt om at trænge igennem til danskerne.

I hvert fald var den travle buslinje 5C i København ikke nær så fyldt, som den plejer, da TV 2 Lorrys udsendte reporter tirsdag eftermiddag steg ombord på bussen.

Blandt passagererne var der en vis forståelse for statsministerens opfordring, men flertallet af dem, TV 2 Lorry talte, ville fortsat tage bussen eller toget, når det passede dem.

- Jeg er fuldt indforstået med, at myndighederne fastsætter nogle krav, men jeg tror også på, at hvis man bruger sin sunde fornuft, skal man nok klare den, siger Rikke Kristiansen, der er studerende og kommer fra Aarhus.

Buspassager i 5C Rikke Kristiansen (tv.) mener, man bør bruge sin sunde fornuft.
Buspassager i 5C Rikke Kristiansen (tv.) mener, man bør bruge sin sunde fornuft.
Foto: TV 2 Kosmopol

Den unge aarhusianer er ikke umiddelbart bekymret for at hoppe på bussen eller toget, selv om antallet af coronasmittede danskere er steget betragteligt over de seneste døgn.

- Men jeg kan se, ast andre folk er det. Hvis man lige kommer til at hoste eller nyse, så bliver der lige vendt på hovedet engang i mellem, siger Rikke Kristiansen.

Villy Schlie, der er pensionist og bor på Amager, nærer heller ingen frygt ved at tage bussen, selv om den skulle være fyldt.

- Det er fair nok, siger pensionist Villy Schlie om regeringens opfordring.
- Det er fair nok, siger pensionist Villy Schlie om regeringens opfordring.
Foto: TV 2 Kosmopol

- I det daglige bliver det ikke anderledes. Folk står, som de vil. Jeg kan ikke rigtig se, hvad der er formålet med det, siger han med henvisning til opfordringen om, at man ikke bør sidde for tæt sammen.

Birgit Kristensen, der også er pensionist og fra Amager, deler samme opfattelse.

- Man kan jo ikke helt undgå folk, siger Birgit Kristensen fra Amager.
- Man kan jo ikke helt undgå folk, siger Birgit Kristensen fra Amager.
Foto: TV 2 Kosmopol

- Sådan må det jo være. Der er ikke noget at gøre ved det. Jeg tror bare, det ender med, at vi alle sammen får det alligevel, siger hun.

Også i Cityringen har passagererne en holdning til statsministerens opfordring. Isabella Caira mener, det giver god mening, men påpeger samtidig, at det er svært at regulere folks rejsevaner i den offentlige transport.

- Jeg kan godt forstå opfordringen. Det giver supergod mening, siger Isabella Caira.
- Jeg kan godt forstå opfordringen. Det giver supergod mening, siger Isabella Caira.
Foto: TV 2 Kosmopol

- Vi er jo så mange mennesker, så vi står som sild i en tønde i S-tog og i metro, siger Isabella Caira.

Det kan Pia Leiholm, der er sygeplejerske, nikke genkendende til. Da hun sprang på metroen tirsdag morgen, var toget proppet.

- Når jeg kigger på, hvordan virussen har spredt sig i Italien, så er det (regeringens opfordring, red,) fornuftigt, siger Pia Leiholm.
- Når jeg kigger på, hvordan virussen har spredt sig i Italien, så er det (regeringens opfordring, red,) fornuftigt, siger Pia Leiholm.
Foto: TV 2 Kosmopol

- Der må jeg indrømme, at jeg mest af alt havde lyst til at tage mit tørklæde op for munden. Vi stod virkelig tæt i metroen, siger hun.

I kølvandet på regeringens strategi om at inddæmme spredningen af coronasmitten iværksætter DSB onsdag en række initiativer.

De fem tiltag er:

  1. Længere tog: DSB vil også køre med lange tog uden for myldretiden for at sikre bedst mulig plads til de rejsende.
     
  2. Ingen kontanter: DSB vil ikke modtage kontant betaling i togene.
     
  3. Mere personale: DSB vil indsætte personale på de mest kritiske trafikknudepunkter, der kan vejlede passagerne.
     
  4. Refundering af billetter: Alle DSB-billetter kan refunderes uden gebyr, også ikke-refunderbare billetter som eksempelvis Orange billetter.
     
  5. Samarbejde om kommunikation: DSB vil sammen med de øvrige parter i den kollektive transport forstærke kommunikationen overfor kunderne som følge af Corona-virus.

 

Kilde: DSB


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik