Sådan kan særlige hurtigbusser med egne spor skære 20 procent af rejsetiden

Borgmestre har længe ønsket sig helt særlige BRT-linjer i omegnskommunerne. Nu foreslår regeringen, at staten bidrager med 1,6 milliarder kroner til finansieringen.

Det bliver en slags letbane på gummihjul. Hurtig, komfortabel og med mulighed for afstikkere på almindelig vej.

BRT - Bus Rapid Transit -  hedder den nye grønne transportform, der formentlig er på vej til pendlertrafikken i omegnskommunerne rundt om København.

- At få sådan en super attraktiv forbindelse på tværs af København med høj regularitet og lav rejsetid, det vil få stor betydning for hele hovedstadsområdet, siger den konservative borgmester i Høje Taastrup Michael Ziegler.

Sammen med flere borgmesterkolleger i omegnskommunerne har han de seneste år politisk presset på for at få statens hjælp til de nye bustyper.

BRT-busserne kommer nemlig markant hurtigere frem end normale busser, fordi de på størstedelen af ruterne vil få deres helt eget spor, og dermed undgår trængsel og køkørsel, som normalt skaber stor forsinkelse for busserne.

- Jeg har prøvet BRT-busser i udlandet og har derfor oplevet det flow, som busserne kom frem med. Så jeg ser rigtig meget potentiale i konceptet, og derfor er jeg rigtig glad for, at der tegner sig et billede af, at vi måske kan få en BRT-løsning hertil, siger Hvidovres socialdemokratiske borgmester Helle Adelborg.

- Jeg er slet ikke i tvivl om, at BRT-busserne vil gøre det mere attraktivt og effektivt at vælge offentlig transport, og derfor vil det helt sikkert flytte nogle bilister over i busserne, siger socialdemokratiets borgmester i Gladsaxe Trine Græse.

quote Lige så snart det er myldretid, så er vores busser ikke så hurtige og effektive, fordi de fuldstændig ligesom bilerne sidder fast i trængslen, men det vil ændre sig med BRT

Trine Græse, Borgmester, Gladsaxe

Trafikselskabet Movia ser BRT som en stor mulighed for at udvikle det kollektive transportnet, og netop rejsetiden er en af de helt store fordele.

- Vi kan skære omkring en femtedel af rejsetiden. På buslinie 400S fra Lyngby til Ishøj vil man kunne forkorte rejsetiden med et kvarter, og på linje 200s fra Avedøre til Gladsaxe vil tidsbesparelsen blive 12 minutter, siger ressourcedirektør i trafikselskabet Movia, Eskil Thuesen.

Regeringen vil anlægge to BRT-linjer i hovedstadsområdet

Udover at køre i sit eget spor får BRT-busser også automatisk grønt lys, når der nærmer sig lyskryds, og det er altså også med til at formindske rejsetiden, og netop rejsetiden er det, der skal gøre BRT-linjerne en succes.

- Er der noget, der betyder noget for, om folk vil tage den kollektive trafik, så er det jo, hvor lang tid det tager, og hvor sikker man kan være på, at det tager den tid. Fordi bussen får sit eget trace (spor, red.), og dermed kan køre uden om trængslen, så bliver der jo fjernet en væsentlig usikkerhedsfaktor, så jeg tror potentialet er rigtig stort, siger Michael Ziegler.

Han glæder sig over, at regeringen i deres udspil til de igangværende infrastrukturforhandlinger har foreslået at anlægge to BRT-linjer i hovedstadsområdet.

Det drejer sig om en 19 kilometer lang BRT-forbindelse fra Gladsaxe Trafikplads over Husum, Rødovre og Hvidovre, der skal slutte i Avedøre Holme. Ruten minder om buslinje 200S, som den i givet fald vil skulle erstatte.

Sådan præsenterer Movia muligheden og nogle af fordelene ved BRT på ruten 200S
Sådan præsenterer Movia muligheden og nogle af fordelene ved BRT på ruten 200S
Foto: Screendump - Movia Rapport

Derudover gælder det en 34 kilometer lang rute fra Lyngby over Bagsværd, Ballerup, Høje Taastrup, der skal ende i Ishøj. BRT-ruten vil skulle erstatte buslinie 400S, der kører næsten samme vej.

Sådan præsenterer Movia muligheden og nogle af fordelene ved BRT på ruten 400S
Sådan præsenterer Movia muligheden og nogle af fordelene ved BRT på ruten 400S
Foto: Screendump - Movia Rapport


At opgradere ruterne har ifølge både Movia og omegnsborgmestrene længe været et stort ønske, fordi investeringer i det offentlige transportnet traditionelt set har haft størst fokus på ruterne ind og ud af København.

- I dag er det virkelig svært at komme på tværs af København med det offentlige. Der er mange gode forbindelser ind til København, men det er ikke alle, der skal ind til København. Rigtig mange skal jo rundt om København, siger Høje Taastrups borgmester, Michael Ziegler.

- Det her er præcis noget af det, som vi har manglet i årevis. Vi har på grund af Fingerplanen gode S-togslinier ind til København, men med de her ruter, vil der også komme gode forbindelser, for de mange der skal på tværs, siger Hvidovres borgmester, Helle Adelborg.

quote Målet med at lave de her BRT-forbindelser er jo, at få flere folk fra bilerne over i den kollektive trafik, for vi har udfordringer med trængsel i vores område, og vi har rigtig meget støj og forurening

Helle Adelborg, Borgmester, Hvidovre

Ifølge Movias beregninger, så vil tidsbesparelserne på ruterne også sætte sig i trafiktallene. Flere bilister vil simpelthen skifte til bussen, når de kan se, at de kommer hurtigere frem i myldretiden.

- Fordi tid betyder så meget, så kan vi få 25-40 procent flere passagerer på de her ruter. For 400S vil det betyde 3-4000 flere passagerer per dag, og på 200S vil det være 2500-3000 ekstra passagerer, siger ressourcedirektør i Movia Eskil Thuesen.

Grønne elbusser kan nedbringe CO2-udledningen

Movia forventer, at 900-1200 bilture hver dag vil blive vekslet til busture, hvis man opgraderer 400S til en BRT-linie. For 200S er forventningen, at 900-1225 bilture dagligt vil blive droppet.

Samlet set betyder det, at oprettelsen af begge BRT-ruter vil kunne spare klimaet for udledningen af 1050-1425 tons CO2.

- Målet med at lave de her BRT-forbindelser er jo, at få flere folk fra bilerne over i den kollektive trafik, for vi har udfordringer med trængsel i vores område, og vi har rigtig meget støj og forurening, siger Helle Adelborg.

BRT-bussern får deres helt eget spor at køre i. Samtidig får de automatisk grønt lys, og derfor kommer de især i myldretiden meget hurtigere frem end almindelige busser
BRT-bussern får deres helt eget spor at køre i. Samtidig får de automatisk grønt lys, og derfor kommer de især i myldretiden meget hurtigere frem end almindelige busser
Foto: Screendump: Movia kampagnevideo for BRT

Selvom der skal bygges nye vejspor, der udelukkende skal bruges af BRT-busserne, så mener Movia godt, at det kan ske uden at inddrage spor fra den øvrige trafik.

- Vi planlægger at bygge BRT-sporene ved siden af vejsporene, så vi kommer ikke til at tage vejbaner til det her. Tværtimod vil BRT-busserne jo lokke nogle bilister over i bussen, og så er der jo bedre plads til bilerne på vejen, siger Eskil Thuesen fra Movia.

quote Der er et ganske stort potentiale i det her, for dem der så vælger at tage bussen, det er jo så folk, der så parkerer bilen derhjemme

Michael Ziegler, Borgmester, Høje Taastrup

Prisen for at bygge vejspor og stationer til de to BRT-ruter vil løbe op i omegnen af 2,95 milliarder kroner. Regeringen foreslår, at staten bidrager med 1,6 milliarder kroner, og at kommuner, region og trafikselskab så skal stå for resten af finansieringen.

Det er kommuner og trafikselskab indforståede med, og derfor håber de nu på, at BRT-linjerne fortsat er med i planerne, når regerings udspil er blevet forhandlet på plads med de øvrige partier.

- Det er en fantastisk sejr, at BRT-linjerne er med i regeringens udspil. For på alle væsentlige punkter, så er de udtryk for en win-win situation. Dem der kommer til at tage bussen fremover, de bliver glade, og så fører det samtidig til mindre trængsel for de øvrige bilister, for nu forsvinder der jo nogen fra vejene, som ellers ville have kørt der i deres i bil, siger Michael Ziegler.

BRT-linjer er væsentligt billigere at anlægge end letbaner, som også har været på tale på ruterne, fordi BRT-linjer modsat letbaner ikke kræver skinneføring.

Regeringen håber at lande en aftale om de kommende års trafikinvesteringer inden sommerferien.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik