Så er det tid til æggejagt - hvis du vil undgå dræbersnegle næste år

Vil du gerne sikre dig, at dræbersneglene holder sig ude af din have, så kan du allerede nu gøre en effektiv indsats.

Får du påske- og forårsfornemmelser, når du tænker på æggejagt? Måske det er på tide også at tage traditionen i brug i efteråret.

I hvert fald er der en god grund til at gå på æggejagt i haven i efteråret - og så behøver du ikke engang at koge dine egne æg - eller gemme dem - først. 

quote Så snart de første plusgrader viser sig på termometret til foråret, er de klar til med stor appetit at gå om bord i haven

Louise Møller, havefaglig rådgiver, Haveselskabet

Der er nemlig tale om en helt anden slags æg, som er gemt rundt om i haven - snegleæg.

Den iberiske skovsnegl, som de fleste nok bedst kender som dræbersneglen, bruger nemlig efteråret på at lægge æg i haven, fortæller Haveselskabet i en pressemeddelelse.

En enkelt snegl kan lægge op til 400 æg på en sæson.

- Sneglene lægger æg helt frem til november, og de fleste æg klækkes inden vinteren. Det er især helt unge snegle, som overvintrer i haven, og så snart de første plusgrader viser sig på termometret til foråret, er de klar til med stor appetit at gå om bord i haven og spise sig igennem alt fra forårsblomster til spæde skud i køkkenhaven. 

- Derfor giver det god mening at fjerne snegleæg fra haven nu, siger Louise Møller, havefaglig rådgiver i Haveselskabet.

Sådan finder du dem

Hiver du familien med ud på den - måske - nye efterårstradition, så giver Haveselskabet vejledning til, hvor du spotter æggene..

- Et godt sted at kigge efter snegleæg er under krukker og brædder, i drivhuset eller kompost- og kvasbunken, for dræbersneglene lægger helst sine æg på steder, hvor jorden ikke tørrer ud, og hvor temperaturen ikke svinger for meget fra nat til dag, siger Haveselskabet.

quote Er du meget plaget af dræbersnegle i haven, er det næsten umuligt at få helt bugt med dem

Louise Møller, havefaglig rådgiver, Haveselskabet

Typisk lægger dræbersneglen æg i klumper af 20-30 styks, og du kan kende dem på deres mælkehvide udseende, der let kan forveksles med snebær, og ovale form.

De indsamlede æg kan man enten putte i en pose, som der bindes knude på, og smide i skraldespanden, eller man kan kvase æggene eller hælde kogende vand over dem.

Snegleæg
Foto: Haveselskabet

Er det svært at lokke familien med ud på æggejagt, så har Louise Møller et godt råd til, hvordan du kan gøre det meget nemmere at få bugt med snegleæggene:

- Er du meget plaget af dræbersnegle i haven, er det næsten umuligt at få helt bugt med dem. For at gøre det nemmere at finde æggene, kan du indrette optimale æglægningssteder for at tiltrække sneglene, så de bliver lettere at finde, siger hun og uddyber:

- Det kan for eksempel være i et skyggefuldt hjørne af haven, hvor en bunke våde aviser, lidt grønt køkkenaffald eller et par brædder vil virke som attraktive reder, når dræbersneglene skal lægge æg. Og så ved du, hvor du skal lede.

Er du i den lidt mere dovne ende, hvad angår havearbejde, så er der også en anden metode, hvor du kan nyde en øl imens.

Øl tiltrækker nemlig snegle, og kan du få dig selv til at dele en lille sjat, så kan du skænke det i for eksempel en mælkekarton.

Du skal bare være opmærksom på, at snegle er omfattet af dyreværnsloven og må ikke aflives ved drukning. Derfor bør man bruge så lidt øl, så sneglene bare tiltrækkes og fanges i fælden - men uden at drukne.

Se med her i vores klip fra arkiverne, hvor TV 2 Lorry smager dræbersnegle.

_


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik