Det kom igår frem i Odense under Transportministeriets store årlige konference Transportens Dag. Her fremlagde en embedsmand fra Trafikstyrelsen de foreløbige perspektiver for at udvide S-togsnettet til de to nøglestrækninger.
En sådan omlægning alene på Kystbanen vil koste omkring 1,8 milliarder kroner, men der vil ifølge de foreløbige beregninger betyde en samfundsøkonomisk gevinst på 3,8 procent med en toggang som i dag. Hvis man derimod benyttede lejligheden til at indføre ti minutters drift på Kystbanen, så vil den samfundsøkonomiske gevinst være på 7,8 procent.
I Helsingør Kommune hilser man det nye fokus på S-tog velkomment.
- Jeg synes det lyder meget interessant, særligt hvis man benyttede lejligheden til at indføre ti-minutters drift. For vi får et stort transportbehov, siger borgmester Johannes Hecht-Nielsen(V) til Frederiksborg Amts Avis.
Han håber i øvrigt, at en S-togs-omlægning bliver tænkt sammen med en HH-Forbindelse og en ny Ring 5.