S og K vil smide rockere ud af villakvarter

S og K vil fremsætte et forslag i Københavns Borgerrepræsentation om at lukke rockerborg i Vanløse.

Socialdemokraterne og De Konservative vil hurtigst muligt smide rockere ud af et familiekvarter i Vanløse.

Læs også: C og K Klar med antirockerpakke

Villaen på Tudskærvej 30 i Vanløse bliver ifølge naboerne brugt som klubhus af rockerklubben Bandidos.

Se indslag: Naboer til Bandidos på godt og ondt

Socialdemokraterne og konservative i Borgerrepræsentationen i Københavns Kommune mener, at rockerklubben opholder sig ulovligt på adressen.

Derfor vil de to partier på et møde i Teknik- og Miljøudvalget mandag fremsætte et forslag om, at Københavns Kommune øjeblikkeligt nedlægger forbud mod rockerborgen med henvisning til planlovens paragraf 43.

Villaen i Vanløse må kun bruges til familiebolig

En tinglyst servitut fra 1918 fastslår, at villaen på Tudskærvej 30 kun må bruges til familiebolig.

- Den tinglyste servitut er netop lavet for at beskytte naboerne i villaområdet mod, at for eksempel sådan nogen som Bandidos rykker ind i huset, siger De Konservatives ordfører i Teknik- og Miljøudvalget, Jakob Næsager.

- Det står nemlig sort på hvidt, at: Huset ikke må bruges til handel, fabrik, værksteder eller anden indretning, der forårsager larm, ilde lugt, frembyder et ubehageligt skue eller er til ulempe for omboende. Det er der slet ingen tvivl om, at en rockerborg gør.

Politiker: Det skal stoppe nu

I forvaltningen vil man blandt andet indhente politiets vurdering af, om adressen anvendes som rockerklubhus.

Rockerklubben selv hævder, at de mødes privat på adressen hjemme hos et af medlemmerne, men en "proforma adresseflytning" holder ikke, siger Jakob Hougaard, der er Socialdemokratiets ordfører i Teknik- og Miljøudvalget.

- Det er lige smart nok, men det går altså ikke. Nu har rockerborgen generet naboerne i månedsvis med klubfester og larm. Det skal stoppe nu, fastslår Jakob Hougaard.

Socialdemokraten har stor respekt for, at naboerne har taget kampen op mod Bandidos-rockerne, og han forventer bred opbakning til forslaget.

- Jeg forventer, at hele borgerrepræsentationen på tværs af de politiske fløje vil stå på naboernes side for at vise, at vi ikke skal have rockerborge i de københavnske boligområder, siger han.

Dansk Folkeparti oplyser overfor Ritzau, at de støtter forslaget.

Socialdemokratiet, De Konservative og Dansk Folkeparti sidder tilsammen på 24 pladser ud af borgerrepræsentationens 55 medlemmer.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik