Roskildes fagbevægelse strides om byggeplads

Den lokale fagbevægelse i Roskilde beskylder det fælleskommunale affaldsselskab Kara/Noveren og ikke mindst selskabets bestyrelsesformand - der også er lokal LO-formand - for at løbe fra ansvaret i forbindelse med opførelsen af det 1,3 mia. kroner dyre nye forbrændningsanlæg i byen.

Det skriver Licitationen - Byggeriets Dagblad.

Fagforeningerne har konstateret minimum 13 udenlandske entreprenører på byggeriet, og ingen af dem er tilsyneladende dækket af dansk overenskomst. Eksempelvis en gruppe polske svejsere, der får blot 55 kroner i timen.

- Det er os, der skal tegne overenskomst med de udenlandske virksomheder, ingen tvivl om det, men ikke mindst en stor offentlig bygherre - ejet af ni sjællandske kommuner - har et ansvar for at sikre ordentlige løn- og arbejdsforhold. Det vi ser nu skulle være taget i opløbet, siger Jacob Birch Laursen, afdelingsformand for Dansk Metals afdeling i Roskilde.

Kara/Noverens bestyrelsesformand er Torben Jørgensen, der sidder i bestyrelsen som repræsentant for Roskilde Kommune, hvor han som socialdemokratisk byrådsmedlem er formand for teknik- og

miljøudvalget.

Han er også formand for LO Roskilde.

- Derfor havde jeg sådan set forventet, at når vi har en LO-formand i spidsen for så stor en offentlig bygherre, at vi havde fået et praj om, at der ville komme et mylder af udenlandske entreprenører på byggepladsen. Så kunne vi have taget virksomhederne efterhånden som de dukker op, siger Jacob Birch Laursen.

Torben Jørgensen afviser kritikken.

- Jeg er orienteret om, at vi som bygherre har stillet krav om, at arbejdet skal udføres i henhold til ILO-konvention 94, og det er jeg fuldt tilfreds med, og indtil det modsatte er bevist, går jeg ud fra, at de retningslinjer bliver overholdt. Om de enkelte entreprenører har overenskomst, det blander vi os som bygherre ikke i. Det er op til de lokale fagforeninger. De må pumpe cyklen og komme ud og besøge arbejdspladsen, siger Torben Jørgensen.

Han understreger, at han lægger vægt på at adskille sine forskellige kasketter.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik