Oversigt

Seneste nyt

Røde Kors hæver beløbet for julehjælp

Med den største stigning i det såkaldte forbrugerprisindeks i snart 40 år tegner julen til at blive dyr ud over det sædvanlige. Derfor hæver Røde Kors nu beløbet for julehjælp fra 800 kr. til 900 kr., så det flugter bedre med den stigende inflation, som forbrugerne har oplevet det seneste halve år.

Det oplyser Røde Kors fredag i en pressemeddelelse.

- Vi er i en helt ekstraordinær situation i år, og særligt hårdt rammes de familier, som i forvejen kæmper med en stram økonomi. Mange har allerede nu ondt i maven over den højtid, der venter rundt om hjørnet, og derfor hæver vi i år beløbet på Røde Kors' julehjælp, siger Anders Ladekarl, der er generalsekretær i Røde Kors.

Julehjælp gives hvert år til udsatte familier og består fortrinsvist af gavekort til Coop. Sidste år modtog 15.000 børnefamilier julehjælp fra Røde Kors.

Det er ifølge Anders Ladekarl familier, der allerede var økonomisk trængte sidste år inden prisstigningerne, der rammes særligt hårdt nu. Og der vil uden tvivl være familier, der lige nøjagtigt har fået økonomien til at hænge sammen sidste år, som ikke længere vil kunne følge med, mener Anders Ladekarl

Han er derfor også bekymret for, at flere er nødt til at søge julehjælp end tidligere. Han glæder sig derfor over, at et bredt politisk flertal har besluttet at afsætte flere penge til netop julehjælp, så organisationer som Røde Kors kan hjælpe flere familier i år.

Også hos Mødrehjælpen mærker man også, at der er flere økonomisk trængte familier. 

Onsdag klokken 10.00 åbnede Mødrehjælpen for, at forældre kan søge økonomisk hjælp til julen. På under 24 timer modtog de 1340 ansøgninger. Det er en stigning på 67 procent sammenlignet med sidste år, hvor 800 søgte julehjælp den første dag.