Rød-blå alliance kupper lokal Dragør-liste

Alliance mellem S, K og DF i Dragør skubber lokalliste fra magten og giver Venstre borgmesterposten.

Først hed Dragørs borgmester for de kommende fire år Allan Holst (S), så hed han Peter Læssøe (Liste T), og nu må vælgerne i Dragør igen vænne sig til et nyt navn - nemlig Venstres Eik Dahl Bidstrup.

Det sker, fordi Socialdemokraterne, De Konservative og Dansk Folkeparti er blevet enige om at tilbyde Venstre borgmesterposten i kommunen. Venstre takker ja.

- Jeg kan bekræfte, at Eik Dahl Bidstrup får borgmesterposten, siger Erik Skovgaard Nielsen, formand for Venstre i Dragør, til Ritzau.

Han siger, at aftalen bliver underskrevet søndag eftermiddag, hvor de nærmere detaljer vil blive offentliggjort.

Efter kommunalvalget 19. november fik Peter Læssøe ellers posten med opbakning fra Venstre, sin egen lokalliste Tværpolitisk Forening (Liste T) og Amagerlisten samt det konservative byrådsmedlem Asger Larsen, som fik posten som viceborgmester.

Ifølge Dragørs nuværende borgmester, socialdemokraten Allan Holst, er det udsigten til en konstellation af lokallister med modstridende indbyrdes interesser, der får Socialdemokraterne, De Konservative og Dansk Folkeparti til at gå sammen.

Blandt andet går Liste T ind for kommunens selvstændighed, mens Amagerlisten vil lægge Dragør Kommune sammen med nabokommunen Tårnby.

- Vi synes faktisk situationen for Dragør er så alvorlig, at de landspolitiske partier skal finde sammen. Det vil være skidt for Dragør at have en konstellation, som er baseret på et mindretal.

- Det ved jeg om nogen efter otte år som borgmester, sagde Allan Holst lørdag.

Det er noget af et politisk drama, der har udspillet sig i kommunen på det sydøstlige Amager, siden stemmerne blev talt op på valgnatten.

Her indgik Socialdemokraterne, De Konservative og Dansk Folkeparti en aftale, som betød fire år mere til den siddende S-borgmester Allan Holst.

Men få dage senere måtte Allan Holst altså sige farvel til borgmesterposten, som i stedet gik til Peter Læssøe fra Liste T.

Tværpolitisk Forening blev det største parti i Dragør med 22,4 procent af stemmerne, mens Socialdemokratiet som det næststørste oplevede en tilbagegang på 3,8 procentpoint, således at partiet fik 18,6 procent af stemmerne.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik