Ritt bruger millioner

Overborgmesteren sætter mødelokaler i stand for millioner -og udskyder renovering af nedslidte skoler .

Mens de københavnske skolebørn må tage til takke med uhumske
toiletter og fuldstændig nedslidte idrætsanlæg, bruger kommunens
politikere med overborgmester Ritt Bjerregaard (S) i spidsen
millioner på at omgive sig med luksus.

Bjerregaard og co. bruger lige nu fem millioner kroner på at
sætte fire mødelokaler i stand på det ellers i forvejen
imponerende rådhus. Og de nøjes ikke med lidt maling. Lokalerne
bliver fyldt op med luksuriøse designer-møbler, dyre tæpper og
det allernyeste it-udstyr.

Det viser en række dokumenter, som Ekstra Bladet har fået
aktindsigt i.

Netop det lokale, som bruges af kommunens økonomiudvalg, hvor
Ritt Bjerregaard er formand, og hvor de andre borgmestre også
har sæde, skal være noget helt særligt, fremgår det af
papirerne.

- Rummet må meget gerne være mere eksklusivt indrettet end de
andre møderum, hedder det i økonomiforvaltningens krav til
arkitekterne.

Ekstra Bladet erfarer, at Ritt Bjerregaard har været inde over
alle detaljerne. Hun har bestemt alt lige fra, hvordan tæppet
skal se ud, til de specialdesignede stole fra Fritz Hansen, der
er kendt for sine eksklusive møbelklassikere.

Renoveringen af mødelokalerne er efter indstilling fra Ritt
Bjerregaards økonomiforvaltning.

Samtidig med at politikerne har bevilget store million-tilskud
til mødelokalerne, har de udskudt renoveringen af hovedstadens
nedslidte skoler og idrætsanlæg på grund af regeringens
anlægsloft.

- Jeg kender ikke den konkrete sag, men det virker vanvittigt
at bruge penge på mødelokaler på rådhuset, når toiletterne på
skolerne er uhumske, og vi mangler daginstitutioner, siger en af
Ritt Bjerregaards partifæller i børne- og ungdomsudvalget, Jette
Bergenholz Bautrup til Ekstra Bladet.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik