Ritt Bjerregaard ignorerede høringsfrist

Bispebjerg Lokaludvalg ville gerne høres i en sag om placeringen af et nyt center for narkomaner. Nu føler de sig snigløbet af Ritt Bjerregård. For i et brev fra overborgmesteren fik de nemlig at vide, at beslutningen allerede var truffet. Problemet var bare, at høringsfristen slet ikke var udløbet endnu.

Bispebjerg lokaludvalg er i øjeblikket i fuld gang med at
ligge sidste hånd på et høringssvar mod placeringen af et nyt
center for stofmisbrugere i nærområdet. Og de blev derfor meget
overrasket, da de i fredags modtog et brev fra den
socialdemokratiske overborgmester Ritt Bjerregaard.
- Vi blev meget chokeret, det havde vi absolut ikke regnet
med, siger næstformanden for Bispebjerg Lokaludvalg, Jørgen Rose
til TV2/Lorry.
Lokaludvalget havde inviteret overborgmesteren til
Nordvestkvarteret, for at diskutere placeringen af centeret for
lægeordineret heroin på Tomsgårdsvej. Men i brevet skriver
overborgmesteren:
Placeringen af udleveringsstedet i lokalerne på
Tomsgårdsvej/Rentemestervej ligger imidlertid allerede fast og
derfor må jeg desværre takke nej til invitationen om at drøfte
placeringen mere indgående.
Og til dette brev siger Jørgen Rose: - Det kan jo ikke være
meningen, at når der er en høringsperiode igang, så får vi sådan
en besked om, at beslutningen om placeringen af det nye center
allerede er besluttet.
Fristen for indsendelse af høringssvar er først d. 10
september og derfor er Ritt bjerregaards brev problematisk for
den demokratiske proces mener en ekspert i forvaltningsret
Michael Gøtze.
- Københavns Kommune har ikke pligt til at følge
høringssvarene, men man skal respekterer, at der er et forløb,
hvor borgerne kan komme med input og ideer til
beslutningsprocessen. Ellers underminerer de, de demokratiske
spilleregler.
Ritt Bjerregaard ønskede ikke at stille op til interview, men
hun sendte senere mandag eftermiddag et brev til Bispebjerg
Lokaludvalg, hvori hun undskyldte den forhastede beslutning og
påpegede, at der var tale om en misforståelse, der skyldes en
fejl i hendes forvaltning:
- Jeg skriver til jer for at beklage det svar, som Bispebjerg
Lokaludvalg i første omgang har modtaget fra mig vedrørende valg
af sted for uddeling af lægeordineret heroin. I brevet fremgår
det fejlagtigt, at der allerede er truffet beslutning om
placeringen. Faktum er jo, at det er socialudvalget, der træffer
beslutning om sagen til Socialudvalgetsmødet den 30. september.
Jeg havde desværre fået andre oplysninger af min forvaltning,
slutter Ritt Bjerregaard.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik