Risikovillighed koster liv: Nu tager politiet fat i de bløde trafikanter

Siden mandag morgen og resten af ugen bliver der holdt ekstra godt øje med cyklister og knallertkørere, der er betydeligt mere udsatte i tilfælde af trafikuheld.

Det skal være slut med cyklister og knallertkørere, som drøner over for gult eller sågar rødt lys, eller at cykle rundt på fortovene uden hensyn til andre.

Sidste år fik 76 personer i Region Hovedstaden en reprimande og et girokort med sig, da politiet lavede en lignende razzia, og selvom det stadig er for tidligt at sige noget om dette års indsats, så er Christian Berthelsen fra Rigspolitiets Nationale Færdselscenter ikke i tvivl om, at aktionen gør en forskel.

- Det går fremad med trafiksikkerheden – ikke kun i Region Hovedstaden, men i hele landet. Det er et langt, sejt træk, og vi kommer ikke i mål fra den ene dag til den anden. Det kræver, at vi bliver ved med at lave denne type kontroller, og faktisk oplever vi, at det gør en forskel hos dem, vi har fat i. De får en forståelse for, hvorfor det, de gjorde, var forkert, og det er meget positivt.

Frakkerne var trukket godt op om ørene, da politiet førte kontrol i sneen.
Frakkerne var trukket godt op om ørene, da politiet førte kontrol i sneen.
Foto: Presse-foto.dk

Og de risikovillige førere er ikke kun til fare for andre, de er i høj grad også til fare for sig selv – for når det går galt på en knallert eller en cykel, så kan det gå rigtigt galt.

Således mistede 27 cyklister og 9 knallertkørere livet i 2017, og mere end tusind andre kom til skade. Derfor har politiet i uge 4 et ekstra fokus på netop de bløde trafikanter.

- Når cyklister og knallertkørere er indblandet i trafikuheld, så kommer de mere til skade, da de ingen beskyttelse har, og det kan få fatale konsekvenser. Det får fatale konsekvenser for nogle hvert eneste år, siger Christian Berthelsen.

Risikovillighed koster liv

Ifølge politiet skyldes en del af ulykkerne, at folk ikke er opmærksomme og kører med meget stor risiko. Samtidig udgør den høje hastighed på knallerterne ikke kun en risiko for føreren og medtrafikanterne, de skaber ligeledes utryghed for cyklister og fodgængere.

Politiet sikrede mandag, at borgerne havde styr på både lys, lygter og trafiksikkerhed, da de gennemførte en razzia mod cyklister og knallertførere.
Politiet sikrede mandag, at borgerne havde styr på både lys, lygter og trafiksikkerhed, da de gennemførte en razzia mod cyklister og knallertførere.
Foto: Presse-foto.dk

- Det kan være som en krig på de københavnske cykelstier, hvor folk nærmest kommer op at slås i kampen om at komme hurtigst frem, og nogle kører uden tanke på hverken sig selv eller andre over for rødt lys, og det bryder jeg mig virkelig ikke om at se, siger Christian Berthelsen.

Vis hensyn

Selvom antallet af dræbte cyklister og knallertkørere er faldet og stagneret de seneste år, så er der ifølge Rigspolitiet altid plads til forbedring.

- Det er jo ikke for sjov, at vi laver de her kontroller. Faktisk har vi set en stigning i antal tilskadekomne i trafikken, og der er de bløde trafikanter i høj grad repræsenteret. Jeg skal derfor på det kraftigste appellere til, at man som cyklist eller knallertfører udviser hensyn over for andre. Reglerne er ikke lavet for at genere nogen, de er lavet, så alle kan komme sikkert hjem, siger Christian Berthelsen.

Så mange blev snuppet i kontrollen sidste år

Tallene er fra uge 9 2018, da Københavns Vestegns Politi, Nordsjællands Politi og Københavns Politi førte kontrol med cyklister og knallertførere.

 

  • Kørsel frem for rødt/gult lys: 19
  • Lygteføring, forkert eller mangelfuld: 9
  • Cyklist/knallert – kørsel på fortov/gangsti: 25
  • Cyklist/knallert – kørsel mod ensretning: 0
  • Benyttet håndholdt mobiltelefon: 20
  • Hastighedsoverskridelse ved konstruktivt ændrede knallerter: 1
  • Styrthjelm ikke benyttet: 2
  • Antal forseelser i alt: 76

 

Kilde: Rigspolitiets Nationale Færdselscenter.

​​​​

Ugens særlige indsats er målrettet både personer, som direkte bryder loven, men også de der tager unødigt store ricisier og er til gene og fare for de andre trafikanter. Derudover vil der være fokus på gangstier i boligområder, hvor ulovlige knallerter skaber utryghed, og hvor beboerne generes af støj.

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik