Risikoen for trafikpropper er størst på disse tidspunkter, viser nye tal

Den kritiske trængsel i myldretiden er ifølge Vejdirektoratet mest udtalt i hovedstadsområdet – især Motorring 3 og de store indfaldsveje til København.

Mandag og tirsdag morgen mellem klokken 7.30 og 8.30 er det absolut dårligste tidspunkt at bevæge sig ud i trafikken, hvis man vil undgå at sidde i kø.

Resten af ugen ser bedre ud, og især om fredagen har morgentrængslen været aftagende de seneste tre år.

Det viser nye tal fra Vejdirektoratet.

Det kan være nyttig viden, hvis man har mulighed for at planlægge en hjemmearbejdsdag, lyder det fra afdelingsleder Kasper Rosenstand, Vejdirektoratet.

- Hvis man har fleksible arbejdstider og måske selv kan vælge, hvornår man lægger en hjemmearbejdsdag, så kan det være nyttigt at vide, hvilke dage og tidspunkter man helst skal undgå for ikke at sidde fast i trafikken, siger han i en pressemeddelelse.

Trængslen om morgenen og om eftermiddagen er værst i hovedstadsområdet - især Motorring 3 og de store indfaldsveje til København - og for motorvejene omkring Odense og Aarhus.

På samme niveau som før corona

Tallene viser, at der typisk er mere trængsel om morgenen end om eftermiddagen.

Det skyldes ifølge Vejdirektoratet, at trafikken om morgenen er koncentreret i et kortere tidsrum, fordi mange møder på job eller skole på samme tidspunkter.

Mens coronaepidemien lagde en dæmper på trafikken, er antallet af biler på vejene nu stort set på samme niveau som før coronaen.

Dog med den undtagelse, at trængslen fredag morgen er blevet mindre fra 2019 til 2021.

365.000 timer spildes

Det fremgår dog ikke, hvad der kan være årsagen til, at trafikken har været aftagende netop fredag morgen.

Vejdirektoratets såkaldte trængselsindeks er baseret på 915 kilometer motorveje og 215 kilometer landeveje, som primært dækker hovedstadsområdet og de vigtigste regionale motorveje på Fyn og i Jylland.

Det anslås, at danske blister spilder i omegnen af 365.000 timer hver eneste hverdag grundet forsinkelser og kødannelser på vejene.

/ritzau/


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik