Restaurantsjusk fører til bakterieboom

Fødevarestyrelsens kontrol afslører, at hver anden restaurant i København sjusker med opbevaringen af madvarer. Bakterierne pibler frem i sommervarmen.

Hver anden københavnske restaurant byder gæsterne på en sommermenu bestående af en sand bakteriesymfoni.

Fødevarestyrelsen har derfor givet synderne en mavesur smiley og en indskærpelse. Det skriver BT.

Myndighedernes kontrol viser, at hovedstadens restaurationsbranche har svært ved at følge reglerne, når det kommer til opbevaring af madvarerne.

Det er dog ikke tilfældigt, at bakterietruslen indfinder sig netop nu, hvor varmen har ramt Danmark.

- Vi ser en eksplosion af bakterier i sommermånederne, hvor restauranterne ikke holder deres fødevarer kølige nok. En bakterie kan blive til en million bakterier på seks timer ved stuetemperatur, siger Morten Lisby fra Fødevarestyrelsen.

- At halvdelen af stederne, vi besøgte, fik indskærpelser, er simpelthen noget sjusk. De burde kontrollere bedre. Det er virkelig grelt, siger han.

I sommermånederne døjer op til fem gange så mange danskere med diarré og opkast som følge af indtagelse af for mange bakterier.

De farligste af slagsen formerer sig hastigt i temperaturer mellem 20 og 40 grader, hvor antallet af de varmeglade bakterier fordobles hvert sjette minut.

Hvis restauratørerne ønsker at holde mundvigene oppe på deres smiley, bør de lægge sig i selen.

Et par tusind restauranter vil i løbet af sommeren få besøg af Fødevarestyrelsen.

/ritzau/


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik