Rekordmange samlede ind til Børns Vilkår: Københavnsk postnummer topper listen

Sidste år havde BørneTelefonen over 55.000 samtaler med børn og unge.

Rekordmange danskere gik søndag på gaden for at samle ind til udsatte børn. Omkring 9.000 personer har nemlig tilmeldt sig landsindsamlingen for Børns Vilkår.

Men intet andet sted i landet har flere tilmeldte indsamlere end postnummeret 2300, der tæller København, Amagerbro, Sundbyøster og Sundbyvester.

Det fortæller Børns Vilkår til TV 2 Lorry.

Anne Høyrup og Ole Vittrup brugte deres søndag på at samle ind på Islands Brygge.

- Jeg synes, det er en vigtig sag at hjælpe børn, der har det svært, siger Anne Høyrup til TV 2 Lorry.

Anne Høyrup og Ole Vittrup samlede søndag ind til Børns Vilkår på Islands Brygge.
Anne Høyrup og Ole Vittrup samlede søndag ind til Børns Vilkår på Islands Brygge.
Foto: TV 2 Kosmopol

Den store opbakning sker på et tidspunkt, hvor mange andre indsamlinger har oplevet det stik modsatte.

De indsamlede midler går til arbejdet for udsatte børn og til BørneTelefonen, som rigtig mange børn, der har det svært, ringer til for at få hjælp af frivillige rådgivere.

- Det er aldrig børns skyld, når de bliver svigtet af dem, der burde give dem tryghed, og det kræver mod for børn at række ud efter hjælp. Derfor er det også utroligt vigtigt, at vi er der til at besvare deres opkald. Men lige nu modtager vi langt flere henvendelser, end vi kan besvare. Vores landsindsamling skal være med til at sikre, at ingen børn står alene med deres problemer, siger Rasmus Kjeldahl, direktør i Børns Vilkår.

Rasmus Kjeldahl, direktør i Børns Vilkår.
Rasmus Kjeldahl, direktør i Børns Vilkår.
Foto: TV 2 Kosmopol

Sidste år havde BørneTelefonen over 55.000 samtaler med børn og unge. Desværre er der kø på linjen, og mange må ringe forgæves. I 2019 var der næsten 140.000 ubesvarede henvendelser på BørneTelefonen.

Mange børn er blevet mere udsatte under coronakrisen

Hver eneste dag er der børn, der kontakter BørneTelefonen, fordi de ikke har andre steder at gå hen. Det er børn, der vokser op med misbrug, vold, overgreb og mobning. Børn, der føler sig forkerte, usikre, bange og alene. På BørneTelefonen får de gode råd og redskaber til at håndtere det, der er svært.

Ifølge Rasmus Kjeldahl har coronakrisen kun gjort det endnu tydeligere, hvor vigtigt det er, at børn har et sted at række ud – og krisen ser ud til at have forstærket danskernes lyst til at hjælpe udsatte børn. I hvert fald har Børns Vilkår aldrig oplevet så stor en interesse for at samle ind, og det er man ekstremt taknemmelige for.

- Da samfundet lukkede ned, kom rigtig mange børn i klemme. Mange fik sat deres sag på pause og blev isoleret i hjem med vold og misbrug. Der var også flere, der fortalte, at deres udfordringer med for eksempel angst og selvskade blussede op igen. Det er helt afgørende, at børn nu og fremover har et sted, hvor de anonymt kan række ud efter hjælp og sætte ord på det, der er svært, siger Rasmus Kjeldahl.

En lille dreng spytter penge i bøssen.
En lille dreng spytter penge i bøssen.
Foto: TV 2 Kosmopol

Af de 55.000 samtaler BørneTelefonen havde i 2019 var der i mere end 4.600 af tilfældene, hvor samtalen vakte mistanke om omsorgssvigt. Særligt henvendelser om fysisk og psykisk vold dominerer i samtalerne om omsorgssvigt.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik