Rekordmange kvinder stiller op til kommunalvalget - sådan ser det ud i din kommune

Tæt på 37 procent af alle kandidater til kommunalvalget i hovedstadsområdet den 16. november er kvinder. Det er den højeste andel nogensinde.

Når vælgerne i hovedstadsområdet lader blikket vandre ned over stemmesedlen den 16. november vil øjet oftere end nogensinde tidligere støde på kvindelige kandidater.

36,9 procent af kandidaterne til kommunalvalget i TV 2 Lorrys sendeområde er således kvinder.

Det viser nye tal fra KMD, som TV 2 Lorry har sammenholdt med data fra tidligere valg. 

Ved kommunalvalget i 2017 var andelen af kvinder på stemmesedlen i hovedstadsområdet 34,2 procent, mens den tidligere rekord blev sat ved kommunalvalget i 2009, hvor 35 procent af kandidaterne var kvinder.

Også på landsplan er der tale om den højeste andel kvindelige kandidater nogensinde. Her er tallet 34,0 procent.

Selvom der stadig er stor ulighed i andelen af kvinder og mænd i kommunalpolitik, er der ifølge Karina Kosiara-Pedersen, som er lektor ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet, god grund til at se optimistisk på de nye tal.

- I forhold til at opnå en mere balanceret repræsentation er det positivt, at tallet er stigende, siger hun til TV 2 Lorry.

Øget opmærksomhed på ligestilling

Hun mener, at årsagen til fremgangen kan skyldes generelt øget opmærksomhed på ligestilling, mediernes dækning af kønsfordelingen i politik og det faktum at flere partier arbejder mere og mere aktivt for at få flere kvinder på stemmesedlen.

quote I forhold til at opnå en mere balanceret repræsentation er det positivt, at tallet er stigende

Karina Kosiara-Pedersen

- Alle partier vil have gode politikere. Når man har den pulje på plads, lægger partierne vægt på mangfoldighed på forskellige måder. Nogle lægger vægt på køn, nogle lægger vægt på alder, og nogle på etnicitet. Andre lægger vægt på geografisk fordeling i kommunen og erhvervsmæssigt baggrund, siger Karina Kosiara-Pedersen.

Andelen af kvinder på stemmesedlen i hovedstadsområdet er omkring tre procentpoint højere end tallet på landsplan. 

Specifikke strategier for mangfoldighed

Karina Kosiara-Pedersen peger i den forbindelse på, at der i hovedstadsområdet og byområderne deromkring generelt er lidt mere opmærksomhed på repræsentation af kvinder.

Lektoren mener også, at det er væsentligt at holde for øje, hvilke partier der traditionelt har succes ved kommunalvalg i hovedstadsområdet, hvilket er partierne i rød blok.

- Nogle partier til venstre for midten har specifikke strategier for at få mere mangfoldighed og flere kvinder i politik, og det er noget, hele organisationen arbejder for, siger Karina Kosiara-Pedersen.

Hun fremhæver Alternativet og SF som eksempler på partier, der har strategier for netop dette.

Ligestilling fylder mere i de større byer

Ulrik Kjær, der er professor ved Institut for Statskundskab på Syddansk Universitet, fremhæver, at kvinder generelt klarer sig bedre i storbyer.

- Det har noget at gøre med de værdier, der præger storbyområder. Derfor ser vi typisk, at de grupper, der er underrepræsenteret, kommer længst, hvor der er mere urbant, siger Ulrik Kjær til TV 2 Lorry.

Det kan aflæses i optællingen. Således er Frederiksberg efterfulgt af Roskilde og Rødovre de kommuner, hvor man er tættest på at have lige mange mænd og kvinder på kandidatlisterne. På Frederiksberg er 46 procent af kandidaterne kvinder. 

I landets mest befolkede kommune, Københavns, er andelen af kvinder kun en smule højere end gennemsnittet for hovedstadsområdet med tallet 37,6.

I den tunge ende af tabellen ligger Stevns Kommune med 29,3 procent kvinder blandt de opstillede.

Ulrik Kjær mener ligesom kollegaen på Københavns Universitet, at diskussionen om kvinder i politik har fyldt mere, end den har gjort i en periode. Det kan have været med til at øge andelen af kvinder på stemmesedlen ved det kommende valg.

- Det er måske ikke så overraskende - det var forventningen, at det ville komme på et tidspunkt. Der har været en manglende opmærksomhed på spørgsmålet, men nu fylder det mere på dagsordenen, siger Ulrik Kjær.

Optællingen af kønsfordelingen kan være forbundet med en mindre usikkerhed. Det skyldes, at KMD, som har leveret tallene, ikke har adspurgt samtlige kandidater, hvilket køn de identificerer sig med.

Derfor kan der være enkelte kandidater med non-binær kønsforståelse, som muligvis identificerer sig med et andet køn end det, de i optællingen optræder under.

_

_