Regioner vil give tre ud af fire corona-svar inden 24 timer

De seneste to uger er der levet op til de mål, som Danske Regioner nu sætter for svar på coronatest.

Regionerne har den seneste måned udført mere end 500.000 test for COVID-19, og der har fra begyndelsen været fokus på at levere svar på testen så hurtigt som muligt.

Nu sætter regionerne mål for svartiderne på test. Målsætningerne lyder, at 75 procent af alle testede i regionerne skal have et svar senest 24 timer efter testen. Og når der er gået to døgn, skal 95 procent have fået svaret på deres test.

Det oplyser Danske Regioner i en pressemeddelelse.

- Det er klart, at vi skal sikre hurtig vished for, om man er smittet med Covid-19, så vi kan bremse smittekæden så tidligt som muligt.

- Derfor går vi nu også ud og siger, at vi i regionerne arbejder ud fra ambitiøse, men realistiske mål om, at tre ud af fire skal have svar inden for bare et døgn, siger Stephanie Lose (V), formand for Danske Regioner, i meddelelsen.

Landets hospitaler har ifølge en opgørelse lavet af Danske Regioner over de seneste to uger opfyldt målene.

På landsplan fik 75 procent af dem, der blev testet den 25. maj, svar inden for 22 timer, mens 95 procent af de testede fik svar inden for 40 timer.

Mandagen efter, den 1. juni, blev færre testet, da det var 2. pinsedag. Her kom der svar på test inden for henholdsvis 17 og 23 timer.

Kortere svartid for akutte patienter

For de akutte patienter, som har særlig høj prioritet i regionerne, var svartiden noget kortere. De fik svar mellem fire og otte timer efter testen.

Regionerne står i langt de fleste tilfælde selv for både at pode og analysere testene. Enkelte regioner sender nogle af prøverne til analyse hos Novo Nordisk, og her er svartiderne typisk lidt længere på grund af transporttiden mellem teststedet og Novo.

Samlet set er svartiderne over hele linjen dog forbedret gennem de seneste uger, og Danske Regioner forventer, at de falder yderligere i takt med, at alle regioner får kapacitet til at analysere flere prøver selv. Samtidig er der investeret i udstyr, der letter det manuelle arbejde med at teste.

- At vi nu har udført mere end en halv million test i sundhedssporet, er resultatet af en masse medarbejderes benhårde arbejde, og det vil jeg gerne sige tak for.

- Det er et arbejde, som ikke bare kommer den enkelte dansker, men hele samfundet til gode, siger Stephanie Lose.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik